Fodbold

Blokhus FC tænker på Top fire efter grim serie af skuffelser

PANDRUP:Mulighederne for en endnu højere placering har været der, men de er ikke blevet udnyttet. Og derfor er muligheden for en playoffkamp om oprykning langsomt forsvundet i horisonten for Blokhus FC i 2. division vest i fodbold. Efter midtugens nederlag til Randers er der tre point op til Brabrand i kampen om den næstbedste plads i rækken, der kan give oprykning. Og da Brabrand samtidig har bedre målscore, skal der mere end godt spil fra egen side til for at få en oprykning. - Vi har ikke forvaltet vores muligheder godt nok, men vi skal også tænke på, at vores oprindelige målsætning for sæsonen hed top fire, og det er den vi tænker på nu, siger Henning Pedersen, cheftræner i Blokhus FC. - At vi har været med i kampen om oprykning er en bonus, men nu gælder det om at nå vores målsætning, fortsætter Henning Pedersen. Han kan glæde sig over, at klubben får centerforsvareren Malthe Guldager tilbage til mandagens kamp mod Esbjergs SAS-Liga reserver efter to kampes karantæne, men holdet kan stadig ikke sætte sit foretrukne midterforsvar på banen, i det svenske Johan Friberg da Cruz stadig døjer med en ledbåndsforstrækning i knæet, og han kommer efter al sandsynlighed ikke på banen mere i dette forår.