Blokhus' hyggeligste spisested

Når man som jeg er opvokset med en hurtig løbetur fra Blokhus, har man nærmest et personligt forhold til alt i byen lige fra den mindste iskiosk til det sidste minigolf-hul. Således også byens mest kendte og i daglig tale fineste restaurant, Strandingskroen. Især som barn stod det for mig som et prismæssigt utilgængeligt sted forbeholdt de færreste. Ikke for ingenting, at det er en Kongelig Privilegeret Kro. Sidst Dronning Margrethe var i kommunen, spiste hun da også frokost her. Jeg skal ikke rulle hele Strandingskroens historie ud på disse spalter, men kan blot understrege, at stedet er meget tilgængeligt. Man skal have en yderst klemt økonomi for ikke at kunne få råd til et besøg på Strandingskroen. Med den tidligere indehaver Henrik Præcius' tilbagevenden til stedet - nu som forpagter - lader det endda til, at forholdet mellem pris og kvalitet er blevet endnu mere fair. Det er ikke et særligt omfangsrigt spisekort: et par menuforslag med op til fire retter, en fiskemenu, lidt a la carte-retter og en dagens specialitet. Vinudvalget tager heller ikke timer at komme igennem, men en flaske vin for enhver smag skal der nu nok være. Jeg valgte at plukke rundt fra kortet og sammensatte dermed min egen menu, mens medspiseren valgte en fire-retters menu. Vi var på vej til at vælge hvidvin og et enkelt glas rødvin til kødet, men tjeneren fik os overbevist om at være en smule utraditionelle og drikke lidt kølig rødvin hele vejen igennem. Jeg er ikke det første menneske på jorden, der har drukket rødvin til fisk, men det var nu et fint tip, som vi ikke kom til at fortryde. Vi valgte en australsk "Yering" lavet på Bourgogne-druen Pinot Noir. Gode forretter Min forret var dagens specialitet og bestod af jomfruhummerhaler i en hvidløgssauce med bredbladet persille. De var perfekte og svuppede nemt ud af skallen. Min medspiser så misundeligt på retten, og jeg måtte da også stange et par haler over på hendes tallerken. Hun var heldigvis også selv meget tilfreds med sin kyllingesalat. Det marinerede kød var velsmagende, og de forskellige salater dejligt sprøde. Sammensætningen af salaten høstede mange roser. Udover kylling og salat bestod den af pinjekerner, parmesan- og pecorino-ost, kapers og croutoner. På kanten til at være sofistikeret, lød den positive bedømmelse. Vinen var stadig noget kølig, som vi allerede var blevet forberedte på. Nu har jeg ikke de store problemer med for kølig vin, man kan jo varme glasset med hånden. Det forholder sig straks mere kritisk, hvis vinen er for varm. Medspiseren fik kød til hovedret, mens jeg fortsatte med fisk. Kødet var to pæne kalvemedaljoner af udsøgt kød, det var stegt perfekt og til at tygge med øjenbrynene. Det blev serveret i en velsmagende morkelsauce og med en del tilbehør: sukkerærter, blomkål og asparges var blancheret perfekt, zucchini- og peberfrugtblandingen tilføjede ikke retten noget, men omvendt var der heller ingen mislyde. Kartoffel røsti var lavet af friske kartofter. Et stort plus. Men så skal de ikke smides i frituren, som de havde været. Stor synd. Kikset karrysauce Min hovedret bestod af tre store stykker rødfisk serveret på en bund af små, stegte stykker fennikel. - Der er jo nok til tre voksne mænd, udbrød mespiseren, da tallerkenen var blevet stillet på bordet. Tilbehøret var almindelige hvide ris, det var ærlig talt noget kedeligt, men den store synder var helt klart saucen: en smørsauce med karry. Når man kørte et stykke fisk igennem den, overtog saucen hele smagen, og der gik desværre "boller i karry" i den. Det var først, da jeg fik skrabet saucen til side, at jeg kunne smage fenniklen. Isoleret set var fisk og fennikel glimrende, og som fiskeelsker er det altid dejligt at boltre sig i store stykker fast fiskekød, men noget mere spændende tilbehør og en anden sauce ville have løftet retten markant. Vinen var vi til gengæld kommet til at holde rigtig meget af. Temperaturen var faldet lidt, og den frugtige pinot noir-drue foldede sig virkeligt ud, og så gik den godt sammen med både kalv og fisk. Fornuftige oste Så var der pause til mig, mens medspiseren fik serveret en ostetallerken. De fire oste var helt i orden og en sober blanding. Den økologiske brie var lidt for kold, det samme gjaldt Port Salutén. Blåskimmelosten var perfekt tempereret, den spanske Manchego, der minder om parmesan, var et godt valg - den eneste der skilte sig lidt ud fre et traditionelt, men sikkert valg. Ved dessert-tid var jeg på banen igen. Vi fik begge et par klasikkere: pandekager med is samt is med jordbær Romanoff. Voldsomt opfindsomt kan man ikke kalde det, men igen lavet af ordentlige råvarer. Jordbærrene var friske, isen hjemmelavet og pandekagerne ledsaget af en lun abrikossauce. Vi fik lidt sød vin dertil. Man kunne naturligvis få hele flasker, vi var interesseret i enkelt-glas servering, og her var der en fire-fem forskellige at vælge imellem. Vi valgte et glas hvid Casa Silva (28 kr.). Den gik reelt bedst til begge serveringer, men da vi er ude at teste, bør vi vælge lidt forskelligt, så vi vidste godt, at portvin nok ikke passede perfekt til disse lette desserter - et glas Grahams Late Bottled Vintage (45 kr.). Valuta for pengene Alt i alt en glimrende middag. Lokalerne på Strandingskroen er godt gammeldags hyggelige, så vi følte os godt tilpas. Der er ikke tale om original, nyskabende kogekunst, men det foregiver stedet heller ikke at ville lave, hvilket også ville være direkte urimeligt at forlange til de priser. Vores regning endte på 927 kroner. Det er vel at mærke med en ret god flaske vin til samt dessertvin. Så en meget fair pris. Er man ikke den store vinentusiast, men bare gerne vil have lidt vin til maden, så kan et par få hver sin tre-retters menu og en flaske husets vin for lige under 700 kroner. Det vil vi gerne kvittere for med et hjerte for god "value for money", som det hedder på moderne nordjysk. For selve kvaliteten ligger vi på tre pæne stjerner. Der går ikke lang tid, før jeg igen skal en tur på Blokhus' hyggeligste spisested. Strandingskroen Høkervej 9492 Blokhus Åbningstider: Man: lukket,Tirs-lør fra kl. 18, søn. 12-15 Fra oktober dog kun fre-lør-søn. Bordbestilling: 98 24 90 07