Drukneulykker

Blokhus trækker livreddere til fra hele landet

Livredderen var ikke nogen stor svømmer for halvandet år siden

BLOKHUS:I dag er han vild med bølgerne. Heldigvis. De velvoksne hvide toppe ud for tredje revle i Blokhus trækker i 27-årige Stig Christensen helt fra Svendborg, for de sydfynske præpubertære skvulp kan ikke hamle op med Vesterhavets brusen. I sine rødgule livreddershorts ligger han og slænger sig på maven med øjnene halvt lukkede og kaffekoppen under hagen. Venter på, at makkeren Rasmus Skovgaard kommer med nøglen til livreddertårnet, så de kan komme i gang med at holde udkig. Efter forkrampede svømmere, efterlyste børn, men også efter unge piger i g-streng. - Man er jo kun en mand, griner Stig overgivende, mens han fastholder, at det ikke er det vigtigste ved jobbet. Stig Christensen er en af de otte fyre fra hele landet, der har indlogeret sig i et mandehørmende sommerhus i Løkken og denne sommer skal nyde solen, bølgerne og pigerne på stranden, men også redde liv, hvis det er nødvendigt. For halvandet år siden, var det utænkeligt, at han skulle sidde i et livreddertårn. Højskolesvømning I foråret 2003 begyndte Stig på højskole i Viborg, og det var her han for alvor fik vand i hjertet. - Jeg har aldrig gået til svømning, og jeg meldte mig på svømmelinien, fordi jeg ikke var pissegod til at svømme, siger han. Men det blev han, og efter seks måneder kunne han hoppe i de rødgule shorts som kystlivredder. I forgårs var han i vandet tre gange selvom temperaturen kun 15 grader. Nu ikke for at redde nogen, for ikke mange vover sig ud i bølgerne endnu. - Det gav et rush at svømme i bølgerne. Et adrenalinkick, siger han. Stig Christensen er normalt murer i Svendborg, og selv om han er glad for det, indrømmer han, at der er anderledes statuseffekt i at være livredder. - Der er lidt statuseffekt idet, og man kommer gratis ind i byen. Det er da meget fedt, siger han. Og det er godt nok, for der er ikke så mange penge i jobbet. 400 kroner om dagen i diæter er ikke nok til at dække udgifterne, forklarer han, men det er ikke derfor, at dette års fjortendages feriearbejde formenlig forbliver det sidste. - Sidste uge, hvor det regnede hele ugen, kunne vi lige så godt være kørt hjem, men vi skal blive her. Det er ikke ligesom en håndværker, der bare kan køre hjem. Jeg er vandt til, at der sker noget mere som håndværker, og en gang imellem, sker der ikke så meget her, siger han. Heldigvis.