Lokalpolitik

Blokhus-traverute vandt

Den er regionens bedste og kæmper om titlen landets bedste

Vinderruten hedder Blokhus-stranden-sandflugtsklit-Hune Kirke. Den er på 7,3 km.Arkivfoto Erik Sahl

Vinderruten hedder Blokhus-stranden-sandflugtsklit-Hune Kirke. Den er på 7,3 km.Arkivfoto Erik Sahl

BLOKHUS:- Det er dejligt, at det lykkedes. Så håber jeg, at vores rute også slår igennem på landsplan. Det er den umiddelbare reaktion fra formanden for Fodslaw Jammerbugten, Jørgen Lund, Saltum, på, at en af foreningens nye motionsruter mandag blev udråbt til den bedste motionsrute i Region Nordjylland. Dermed placerer Jammerbugt Kommune sig i toppen af Danmarks smukkeste og mest alsidige motionsruter. I aften vil det så vise sig, om ruten, der har udgangspunkt i Blokhus, også kan klare sig på landsplan. Da afslører initiativtagerne, DR og Gang i Danmark, hvor traveglade kan finde Danmarks bedste motionsrute. Den skal vælges blandt de bedste i alle regioner. Udgangspunktet var 500 nye ruter til motionskampagnen, som handler om at give danskerne større lyst til at motionere noget mere i naturskønne omgivelser. Tilbage er nu de fem vindere fra regionerne. Ruterne er nøje udvalgt, så de giver brugerne nogle af de bedste oplevelser, som landet har at byde på. Men det er brugerne, der har indstillet ruterne. Vinderruten på 7,3 kilometer i Jammerbugt Kommune, Blokhus-stranden-sandflugtsklit-Hune Kirke, opfylder alle kriterier i indstillingen, der kommer fra Merete Bech: Hun kalder den for ¿en rigtig dejlig tur langs Vesterhavet, hvor man kan få masser af frisk luft i en uspoleret natur samt sved på panden ved de høje bakker, der skal passeres.¿ For at indgå i konkurrencen skulle ruterne opfylde et eller flere kriterier om alsidighed, tilgængelighed, smuk natur, udfordrende terræn og mulighed for leg. Og det har Fodslaw Jammerbugten så fundet i et af fem nye trave- eller løberuter i samarbejde med Jammerbugt Kommune. Dommerpanelet består af repræsentanter fra Dansk Atletik Forbund, Danske Fysioterapeuter, Gang i Danmark og Danmarks Radio. I begrundelsen påpeger de, at den medlevende og maleriske fortælling om Blokhus-Hune-ruten er et bevis på, at den opfylder flere af kriterierne.