Aalborg

Blomqvist slap billigt

AALBORG:Mens resten af AaB truppen vendte næsen mod Riga måtte backen Henrik Blomqvist vende næsen i vejret og lægge sig fladt på ryggen. Efter godt en måned udenfor var den 23-årige svenske back under kniven for at få bugt med en alvorlig skulderskade - eller det så den i hvert fald ud til at være. - Han var faktisk heldig. Skaden var ikke så alvorlig som det så ud til på scanningen, så vi forventer at han er i aktion igen i løbet af ca. tre uger, fortalte fysioterapeut Jan Heinrich efter at have været i kontakt med kirurg John Jakobsen som førte kniven på privatklinikken Artros. Henrik Blomqvist havde beskadiget ledlæben (populært sagt: menisken) i skulderen, og der måtte derfor skæres i et stykke af den. Til gengæld var senerne i skulderen OK. Scanningen tydede ellers på, at en sene var revet over, men det viste sig at være spor efter en tidligere operation for en skade tilsvarende denne her. - Havde det været senen kunne han have været færdig som ishockeyspiller, og det var det vi frygtede, sagde Jan Heinrich. En overrevet sene er netop, hvad Brian Casey blev opereret for tidligere på sæsonen, og den canadiske back er nu så langt fremme med genoptræningen, at folkene bag AaB forventer at se ham på is omkring 1. februar - ca. samtidig med Blomqvist.

Forsiden