EMNER

Blomster-Jørgen køber Vesløs Kro

Jørgen Jacobsen alias Blomster-Jørgen har købt kroen i Vesløs

I december 2009 satte kromutter Anni Kappel sin Kro Kappels Kro, - som er identisk med Vesløs Kro - efter seks års ejerskab til salg. Hun satte kroen til salg, fordi hun skulle til at undervise på madlinjen på EUC Nordvest. Nu efter knap halvandet år er kroen blevet solgt, og køberen er Jørgen Jacobsen alias Blomster-Jørgen. Han fortæller, at han har købt kroen, som for øvrigt igen får sit gamle navn Vesløs Kro, for at leje den ud til selskaber. Jørgen Jacobsen organiserer udlejningen på den måde, at han henviser til en kogekone, og alternativt er det muligt at booke sig for en komplet fest, hvor Jørgen Jacobsen ordner alt vedrørende service og kogekone. - Men det er ikke kun derfor, jeg har købt Vesløs Kro, også fordi jeg synes, at der stadig skal være liv i Vesløs, forklarer han, der overtog kroen 1. maj. På kroens 1. sal ligger flere værelser, som Jørgen Jacobsen vil renovere, så det er muligt for gæsterne at overnatte. - Det er meningen, at de værelser skal kunne lejes sammen med en fest, så gæsterne slipper for at køre hjem om natten, siger han. Jørgen Jacobsen forestiller sig endvidere, at Vesløs Kro i vinterhalvåret kunne være åben en gang om måneden som en mulighed for, at byens borgere kunne deltage i en fællesspisning. - Det kunne måske være nogle af byens borgere som på skift tilberedte maden, og så kan man måske holde prisen pr. måltid helt i bund, siger han, der søger om spiritusbevilling, og indtil den er på plads, arbejder han med lejlighedsvise bevillinger. - Gæsterne skal også være velkomne til selv at tage spiritus med, siger han, der allerede har to bookinger til fest i Vesløs Kro.