Blomster, lys og en krone er lagt frem ved Fredensborg Slot

Rustvognen er ankommet til Fredensborg Slot, hvor prins Henrik åndede ud sent tirsdag aften.

Blomster foran Fredensborg Slot i Nordsjælland onsdag. Prins Henrik sov tirsdag den 13. februar kl. 23.18 stille ind på Fredensborg Slot. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
De kongelige 14. februar 2018 11:07 - Opdateret 14. februar 2018 14:06

De første blomster og levende lys er onsdag formiddag lagt ved Fredensborg Slot i Nordsjælland og på Amalienborg i Købenavn.


Ved Fredensborg Slot er der også lagt en krone i pap som en sidste hilsen til prins Henrik, der sov ind slottet 23.18 tirsdag.


Fra de tidligere morgentimer har der været aktivitet i forbindelse med prinsens død.


Blandt andet er en lysegrå rustvogn onsdag først på formiddagen ankommet til Fredensborg Slot.


Dronning Margrethe og parrets to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, var til stede, da prinsen åndede ud sent tirsdag aften.


Ifølge flere medier, der var ved Fredensborg Slot natten til onsdag, kørte de to prinser fra slottet i løbet af natten.


De daglige gøremål på slottet er i et vist omfang også blevet passet på Fredensborg Slot.


Blandt andet er en af de kongelige gravhunde blevet luftet af en vagt, der gik med hunden i snor på gårdspladsen.


I det næste stykke tid vil de kongelige slotte bære præg af det kongelige dødsfald.


Der skal frem til 20. februar flages på halv stang på statsbygninger og statsskibe fra klokken 08.00 om morgenen.


Kongehuset har også meddelt, at der er erklæret hofsorg i den næste måned.


Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.


Sørgeperioden betyder, at dronningen og den kongelige familie samt hoffet ikke deltager i selskabelige eller underholdende arrangementer.


Under hofsorgen bæres der mørkt tøj ved offentlig fremtræden. Personale i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm.


Foruden muligheden for at lægge lys og blomster, kan offentligheden også skrive en sidste hilsen til prinsen.


Der vil frem til tirsdag den 20. februar i tidsrummet kl. 9.00-17.00 være fremlagt kondolencelister i porten i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, København.


/ritzau/

Tema: PRINS HENRIK DØD

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...