Blomster mod afvikling

Takket være en "ret genial" opfindelse kunne Terndrups forskønnelsesudvalg næsten som en leg sætte 10.000 krokusløg.

EMNER 29. september 2002 08:00

TERNDRUP: Det er ret rart at have en skruetrækker, når man skal skrue skruer i, og en hammer, når man skal slå søm i, men hvad gør man, når man har sat sig for at plante 10.000 krokusløg? Man fortæller Arne Kærsgaard om planerne, og fluks præsterer han et redskab, der både letter arbejdet, sikrer et godt resultat og skaber glæde over at havde det rigtige værktøj. Og når så Søren Jepsen har lavet skabeloner, som løgene kan lægges efter, og Christian Munkholm har lavet en tegning at lægge skabelonerne efter, og der - næsten - er frivillig arbejdskraft nok, så er det såmænd nærmest en leg at udføre den ellers som udgangspunkt temmelig uoverskuelige opgave. - De ville have brugt en spade, ryster Arne Kærsgaard stille på hovedet, mens fire mand borer huller med hans opfindelse, andre frivillige lægger løg i, inden at den jordprop, der en kort stund har befundet sig i redskabet, trykkes tilbage i hullet, sådan at man kun aner, at der er sket en tilplantning. - Vi kommer til at tjene penge på det, forudser borgerforeningsformand Mette Olsen, der som de øvrige allerede er begyndt at glæde sig til foråret, hvor plænen ved Mølledammen gerne skulle være prydet af en sløjfe med lyse- og mørkelilla krokus, hvis ellers planteskolen har leveret de rigtigt løg, og de ikke er blevet blandet forkert. En anden betegnede redskabet som "ret genialt", og over tørv og strå går det meter efter meter - i alt 75 meter gange en halv skal de 10.000 løg række til, og så har byens forskønnelsesudvalg slået til igen. De har også åkanderne i Mølledammen, rhododendron- og slyngplantebedet ved transformatorbygningen, rosetter med tulipaner og liljer samt roser langs byens hovedgade på "samvittigheden", og de har flere planer. Næste projekt er et springvand i Mølledammen, som udvalget har søgt amtet om lov til at lave, og efter at kommunen med henblik på nedrivelse har købt bygningen ved Møllegården, så er vejen banet for et sammenhæng mellem Mølledammen og naturområdet bag Møllegården, når altså lige træerne, der skjuler svømmehallen, er fældet og erstattet med rhododendron. Senere vil man gerne have plantet træer i den ene side af hovedgaden, og lægge flere krokusløg - nogle af dem gerne på en kunstig skråning, sådan at man kan se mønstret uden at skulle op at flyve. Sådan flyder idéerne ud af Christian Munkholm, der har to langsigtede mål med forskønnelsesarbejdet. Dels at skabe noget i en by i et forsøg på at modvirke land-til-by udviklingen, dels at gøre det rarere at komme hjem til Terndrup, når man eksempelvis har været længe væk. Christian Munkholm fortæller, at han - når han har besøgt familien i Frankrig og set, hvad man dér gør for at forskønne byerne - ved hjemkomsten tænker: - Bor jeg her? Han beklager blomsterfattigheden og satte sig i sin tid for, at gøre noget ved dét. Siden har de samvirkende foreninger i Terndrup bakket op, og det var også samvirkets forskønnelsesudvalg, der trak i arbejdstøjet i går og takket være opfindelserne kunne sætte 2000 løg i timen, mens snakken gik - blandt andet om tværpolitisk samarbejde og grænserne dérfor. Venstre-byrådsmedlemmet Lau Bøgeholt-Laursen foreslog hensynsfuldt, at socialdemokraten Mette Olsen skulle bruge en knæpude, når hun skulle lægge løg i de huller, han borede med redskabet, der har konservative Arne Kærsgaard har opfundet. - Lægge mig på knæ for en Venstremand. Dét gør jeg ikke, erklærede hun med en blidere tilføjelse om, at løgene nok skulle komme i hullerne alligevel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...