Blomsterbarns kreative børn

Dekorationer skal lære handelsskole-elever at tænke kreativt

EMNER 20. september 2002 08:00

AARS: Eleverne på handelsskolen i Aars må for tiden finde sig i grønne fingre og jord under neglene. De har nemlig byttet lommeregneren ud med blomsterpinde og pyntegrønt. For nu skal eleverne lære at være kreative. Og i den anledning har skolen inviteret Jonna Sørensen fra Byens Blomster i Aars til at være gæstelærer. Hun skal lære hg2 eleverne alt om dekorationer og udsmykninger. - Det er vigtigt for eleverne at kunne tænke selvstændigt og kreativt, siger Jonna Sørensen. - Når de kommer ud i det rigtige forretningsliv, er det vigtigt, at man kan tænke kreativt. Det forventes af dem, og det er uanset, hvilken branche man kommer ud til. Og det er det, vi lærer dem her, siger Jonna Sørensen. Blomsterhandleren fra Aars skal i første omgang undervise eleverne af to omgange, men vender senere på året tilbage for at give dem noget mere undervisning. I disse dage har Jonna Sørensen sat eleverne til at arbejde med blomsterdekorationer. Og det er der en god grund til. - Lige nu arbejder vi meget målrettet med blomster. Det bruger vi til at udvikle nogle kreative træk og evner, som eleverne kan få brug for, når de for eksempel skal søge lærepladser, fortæller Jonna Sørensen. - Men de lærer samtidig nogle helt basale teknikker, som sagtens kan overføres til andre kreative brancher end lige blomstebranchen, siger gæstelæreren fra den lokale blomsterbutik. Og selvom det er helt nyt for eleverne, synes Jonna Sørensen, at de klarer det flot. - Jeg er positivt overrasket. De kender jo ikke elementerne, men de har stor interesse i at lære det. Og alle mand går til det med ildhu, siger en tilfreds Jonna Sørensen. Hoved og hænder Elevernes daglige faglærer Torben Hansen ser også store muligheder i den grønne og velduftende undervisning. - Der er sket en livstilsændring i butiksstrukturen. De moderne virksomheder vil have kreative unge mennesker, der kan finde ud af at koble hoved og hænder sammen, fortæller faglæreren. - Derfor er det vigtigt, at de allerede nu lærer at benytte sig af de kreative elementer. Denne her undervisning er meget skarpt målrettet på at ruste eleverne så godt, at erhvevslivet vil have fingre i dem, når de er færdiguddannede, siger Torben Hansen. Og eleverne på handelsskolen i Aars er i den sammenhæng ganske unikke. - Vi har netop opgraderet timeantallet fra fem til ni. På landets andre skoler er undervisningen ikke nær så intensiv, så det er et område, vi er langt fremme på. Endvidere suppleres denne undervisning med timer i deatilhandel, hvilket naturligvis målretter kurserne endnu mere på det pulserende erhvervsliv, fortæller Torben Hansen. Interessant og lærerigt Også på den anden side af skolebænken blomstrer tilfredsheden med den kreative undervisning. Alle elever har allerede haft fingrene dybt begravet i pottemulden, og de kan sagtens få øje på formålet med den kreative undervisning. - Det er virkelig spændende, siger hg2 elev Dorte Fogh Nielsen. - Det er lærerigt og interessant, og det er noget, vi virkelig får brug for, når vi kommer ud. I en butik skal man være god til at arbejde med mange forskellige materialer, og det er det, Jonna kan lære os, fortæller Dorte Fogh Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...