Blomsterdekoratør fra Hjørring til DM i Blomsterkunst

Pia Arentsen - blomsterdekoratør hos Mimosa Blomster i Hjørring - deltager i weekenden 24. - 25. september i Danish Floral Art Championship

Pia Arentsen - blomsterdekoratør hos Mimosa Blomster i Hjørring.Privatfoto.
Hjørring 9. september 2016 15:30

HJØRRING: Pia Arentsen - blomsterdekoratør hos Mimosa Blomster i Hjørring - deltager i weekenden 24. - 25. september i Danish Floral Art Championship 2016. Mesterskabet finder sted på Hindsgavl Slot ved Middelfart, hvor 25 af landets bedste florister stiller op i det, der kaldes Danmarks smukkeste konkurrence.

Alle deltagere skal i løbet af lørdagen udføre tre opgaver, der på alle områder udfordrer kreativitet og håndværksmæssig faglighed. Der lægges ud med en såkaldt lukket opgave, hvor deltagerne først umiddelbart før konkurrencens start får udleveret opgaven. Efter en kort pause på en halv time gælder de så to forberedte opgaver, som deltagerne hjemmefra har arbejdet på i de seneste måneder.

Den første forberedte opgave tager sit udgangspunkt i Hindsgavl Slots berømte spøgelse og gælder et "Hovedsmykke til den hvide dame". I oplægget til opgaven fortælles historien om Den hvide Dame, der på tragisk vis blev dræbt ved en ulykke på vej til sit bryllup med en herremand på slottet. Nu spøger hun i slotsparken, og hver gang hun møder en mand, kommer hun ham i møde med åbne arme, men så snart hun ser, at det ikke er hendes elskede, forsvinder hun igen med et suk.

Konkurrencens anden forberedte opgave tager udgangspunkt i Interfloras kampagne "Blomster mod ensomhed" fra foråret. Her skal skabes en installation på temaet "Tænd et lys i mørket". Også denne opgave åbner for smukke og spændende fortolkninger, og der venter med garanti publikum en oplevelse ud over det sædvanlige.

Der er mulighed for at opleve Danish Floral Art Championship 2016 på Hindsgavl Slot og komme helt tæt på Danmarks bedste blomsterdekoratører.

På konkurrencedagen lørdag den 24. september er der gratis adgang fra kl. 10 - 16 og søndag den 25. september fra kl. 10 og frem til kl. 15 er alle de smukke blomsterkreationer udstillet.

DM i Blomsterkunst afvikles hvert andet år med Interflora som arrangør. Alle deltagerne har kvalificeret sig til mesterskabet gennem regionale mesterskaber. I år deltager 18 seniorer (udlærte) og 7 juniorer (elever), og der kåres en Danmarksmester i hver af de to klasser.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...