Snedsted

Blomsterdekoratør opnår tredjeplads

19-årig Heidi Ringkjær Nielsen blandt de bedste blomsterdekoratører

19-årige Heidi Ringkjær Nielsen var et stort smil mandag, hvor hun fremviste både sine to blomsterdekorationer og bronzemedaljen.Foto: P. E. Tarp

19-årige Heidi Ringkjær Nielsen var et stort smil mandag, hvor hun fremviste både sine to blomsterdekorationer og bronzemedaljen.Foto: P. E. Tarp

Indehaveren af P. E. Jeppesen Blomsterbutik Karen-Marie Frostholm i Snedsted kunne sammen med sin elev 19-årige Heidi Ringkjær Nielsen storsmile mandag. Søndag havde Heidi Ringkjær Nielsen nemlig deltaget i det midtjyske mesterskab for konkurrence for blomsterdekoratører, som blev afviklet på Lønborggård tæt ved Lemvig. Heidi Ringkjær Nielsen fortæller, at der var to grupper, nemlig en for juniorer, hvor hun stillede op med seks deltagere, og en gruppe for seniorer, der havde 11 deltagere. - Konkurrencen var i moderne blomsterkunst, og det gjaldt det midtjyske mesterskab, fortæller hun. Der var tale om to lukkede opgaver, hvilket betyder, at deltagerne ikke på forhånd kendte temaet. - Opgaverne var med afskårne blomster, og de to opgaver lød på et hovedsmykke til en ung adelskvinde og en mindeplade for stavnsbåndets ophævelse, fortæller Heidi Ringkjær Nielsen. De seks deltagere i hendes gruppe fik stillet spande med blomster til rådighed, og hun fortæller, at deltagerne gerne måtte låne af hinanden, hvis det blev nødvendigt. Der var afsat halvanden time til den første opgave og to timer til den anden opgave, som efterfølgende blev bedømt. Og kom Heidi Ringkjær Nielsen ind på en tredjeplads. - Det blev jeg rigtig glad for, fortæller hun, der fik meget inspiration med hjem af at se, hvad hendes kolleger lavede.