Blomsterfestival på messe FORÅR: Nyskabt marked til glæde for nordjyske haveejere

Det er stemningen fra Blomsterfestivalen i Frederikshavn, som Bangsbo Botaniske Haves Venner håber at kunne skabe en del af under Forbrugermessen forår 2007 i Aalborg Kongres & Kultur Center. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
EMNER 20. marts 2007 05:00

Uanset hvordan vejret arter sig, bliver der lidt mere for haveristerne på dette års forårsmesse i Aalborg Kongres & Kultur Center. Messen har i år udbygget afdelingen for have, og som noget nyt er der på stedet skabt et havemarked til glæde for alle nordjyske haveejere, der står på spring for at komme i gang. Og selvom markedet er en nyskabelse, står der erfarne havehænder bag. Det er tilrettelagt af Bangsbo Botaniske Haves Venner - der har 11 års erfaring fra den berømte og meget besøgte Bangsbo Blomsterfestival i Frederikshavn. - Vi vil gerne skabe så meget forår som muligt på forårsmessen, der i øvrigt bærer det mere officielle navn - Forbrugermessen forår 2007, og det har vi søgt at gøre ved bl.a. at styrke havesiden af messen, fortæller AKKC’s direktør Ernst Trillingsgaard om messen i den kommende weekend. - Havefolk vil jo gerne have noget med sig hjem, når de er på messe, og derfor laver vi et havemarked på Forpladsen og har bedt Bangsbo Botaniske Haves Venner om hjælp. De har ekspertisen, som vi har set på blomsterfestivalerne i Frederikshavn. Jørgen Christensen, Bangsbo Botaniske Haves Venner glæder sig over forespørgslen. - Når Aalborg har brug for hjælp, kommer vi naturligvis, giver han som begrundelse for, at vennerne går over fjorden. Og naturligvis vil benytte lejligheden til at reklamere for den rigtige blomsterfestival i hjembyen 2. og 3. juni. Bangsbo området, der blandt andet omfatter kulturhistorisk museum, naturlegeplads, dyrepark, Bangsbo Fort med Bunkermuseet samt botanisk have, har i mange år haft en stand på forårsmessen netop for at fortælle om sig selv – inklusive Blomsterfestivalen. Men de ser markedsarrangementet som en mulighed for at gøre det mere aktivt. Af samme grund taler Bangsbo Botaniske Haves Venner hellere om en minifestival end om blomstermarked, når de omtaler deres engagement på Forbrugermessen forår 2007. Selv om messen ligger meget tidligt i havesæsonen 2007, var det ikke svært for at skaffe deltagere arrangementet. De fandt hurtigt en lille snes, der gerne vil være med - og det er, hvad der kunne skaffes plads til på forpladsen til Aalborg Kongres & Kultur Center, især fordi flere udstillere gerne vil have god plads til et stort sortiment. Udstillerne er fortrinsvis flittige og meget engagerede amatører, der har specialiseret sig i et enkelt emne, samt specialplanteskoler med et sortiment, man ikke finder i havecentrene. lisb

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...