EMNER

Blonder til bar hud

Sommeren myldrer med blonder, der lægger op til både leg og bryllupsklokker

Intet er så feminint som blonder. Og i år er de allevegne. I alle farver. Til alle aldre. - Vi kvinder vil heldigvis gerne være kvinder, om vi så kun er det inderst inde, hvor de færreste får lov at se det, forklarer Anette Tristan. Som design- og uddannelseschef ved centeret for modeuddannelser i Herning, TEKO, følger hun moden tæt, og i år har hun det forførende smil fremme, når hun kigger ind på undertøjet. Mens det sidste år handlede om at få undertøjet til at se så drenget ud som muligt og give det striber i stedet for blomster, er der i år blonder for alle pengene. - Blonder er jo smukke og sexede. Der kan da ikke være noget mere dragende end en kvinde i et råt business-suit, som viser sig at have de yndigeste blonder på inden under, vel, spørger hun retorisk og lader en anden designekspert om at svare. - Nej, blonder er da utroligt inciterende, svarer Lars Thøgersen, der bevæger sig i en helt anden del af designverdenen og som direktør for CPHdesign blandt andet har tegnet en ny type bagagehåndteringsbånd til fly. - Design er i bund og grund kommunikation. Og blonder har en helt særlig appel. De kommunikerer meget klart. De sorte, ja, de er vampede, ikke? Og de hvide helt uskyldige - med noget bagved, forklarer Lars Thøgersen. Netop den tydelige fortælling gør, at blonder aldrig er helt ude af modebilledet. Tager man en sort blonde på, vil man i alles øjne være godt på vej ud i noget, der ikke er for børn. Og tager man de hvide på, kan man lege legen om den uskyldige, der godt nok er hvidt klædt, men alligevel lader den bare hud skinne igennem. - Blonder ser så lækre ud på huden. De klæder alle. Gør kvinder smukke. At ane en smuk hvid blonde gennem en lys skjorte, det er da fantastisk delikat, siger Helle Kofoed, som blandt andet importerer fransk undertøj hertil af mærket Huit, der ligger i den pænt dyre ende. - Vi har været helt overvældet af interessen i år. Det er som om, der er et opsparet behov, siger Helle Kofoed. Også de billigere mærker som danske Fleur mærker kvindernes trang til de skønne blonder. - De er aldrig helt ude, men i år har de fået noget af en renæssance, fortæller indkøbschef Sysser Østergaard, hvis brudeserie i blank satin med blondekant har solgt "forrygende". Men ellers er det slet ikke de klassiske hvide blonder, damer af i dag går efter. - Vi sælger da hvide blonder, konstaterer Sysser Østergaard. - Men det gør vi altid. I år sælger vi derimod vildt af flerfarvede blonder, det overraskede os alligevel, tilføjer hun. Også fransk undertøj gør sig bedst i år i andet end creme og hvid, erfarer Helle Kofoed. - Nu må du ikke grine, selv om det lyder skørt, men den bedst sælgende blonde herhjemme i år er skrigende grøn. Ikke bare æblegrøn, men virkelig skrigende grøn, fortæller hun. Den er ikke købt for mændenes skyld, mener Lars Thøgersen. - Nej. Min kone har et sæt i orange, og det er ikke sådan, at jeg partout siger nej, fordi hun har det på - vi har jo været gift i mange år - men altså, det er ikke lige det, man(d) tænder på, siger Lars Thøgersen. Farvede blonder fortæller nemlig ikke de samme erotiske historier, som de sorte og hvide blonder gør. De taler mere til moden end til mændene. - Undertøj er meget mere end det inderste tøj i dag. Det er en del af moden. Undertøjet vises frem i dag som en del af en spraglet og sjov mode med masser af farver, fortæller Anette Tristan. Når undertøjet bruges på den måde, som de farvede blonder gør i dag, mister det meget af intimiteten, men det kan have sine fordele for det klassiske lingeri, mener hun. - Så bliver det sorte og hvide undertøj ved at være intimt. Det bliver ved at være den ekstra hud, vi skjuler for alle andre end dem, vi gerne vil vise den til, siger Anette Tristan. Og det kan have sine fordele - i hvert fald hvis man er gift med en mand som Lars Thøgersen. Fleur, tlf.75523205 Huit, tlf. 46152549