Blondinens olympiske drøm

OL i Athen kan blive det ideelle punktum på 25-årige Majken Thorups karriere

AALBORG:Det sidste år har været skamferet af skulderskader, en ramponeret lyske og ikke mindst hjerteproblemer, som kostede hende deltagelsen ved årets danske kortbanemesterskaber. Midt i det ligger lyspunktet i form af fantomtiden 1.09,50 minut på 100 meter brystsvømning. En tid, som sendte Majken Thorup fra EM i Madrid videre til OL i Athen i næste måned. - Det er simpelthen det største i karrieren. Selve svømmedelen er nok ikke så meget større end at være med til et VM eller et EM, men så er der jo alt det andet, siger esset fra Aalborg Svømmeklub. For bag den højt specialiserede brystsvømmers blonde lokker gemmer sig en sand sportsidiot. Majken Thorup elsker sport. Så meget, at hun ofte insisterer på at få serveret dagens nordjyske resultater, når NORDJYSKE's sportsjournalister ringer til hende i forbindelse med stævner og mesterskaber i udlandet. Tid til andet - Derfor er det også ideelt, at svømmekonkurrencerne ligger i de første to uger af OL. Havde det været de sidste to uger, så havde jeg nok ikke nået at få set så meget andet end svømning, storsmiler hun og glæder sig allerede til sin første rigtige fridag ikke bare under OL, men i mange måneder. - Vi slutter konkurrencerne en lørdag og om søndagen er der finaler ude hos roerne. Dem skal jeg bare ud og se. For Majken Thorup kender nemlig Thor Kristensen i den danske guldfirer ganske glimrende hjemme fra Hadsund. - Jeg er et år ældre end ham, men vi har da gået på den samme skole. Faktisk lovede vi hinanden for nogle år siden, at vi skulle mødes i Athen. Jeg er da glad for, at jeg også kunne holde min del af den aftale, siger Majken Thorup med et bredt grin. Hun vil også gøre alt for at få set badminton, håndbold og en af hendes personlige favoritter, gymnastik, selv om der ikke er danske deltagere mellem de akrobatiske gymnaster. - Og så bliver det jo sjovt at være mere end bare 5-6 danske svømmere afsted. Jeg glæder mig til at blive en del af den olympiske familie. Der er jo både en kuglestøder, badmintonspillere, roere og mange andre danskere afsted, lyder det saligt drømmende. Tid til ferie Det er helt tydeligt, at OL-deltagelsen er opfyldelsen af en gammel drøm for den blonde brystsvømmer, men i den virkelige verden kan OL i Athen også ende som det perfekte punktum på en flot karriere. - Det kan godt blive svært at sætte sig nye mål efter OL, erkender hun blankt og kan ikke se sig selv som OL-svømmer igen om fire år i Beijing. - Sæsonen bliver længere og længere. I år slutter min sæson jo først efter OL, siger en topatlet, der ikke har haft en rigtig sommerferie i dette årtusinde. - Samtidig bliver det jo ikke sjovere og sjovere at bruge så megen tid på træning. Det bliver hårdere og hårdere at stå op hver morgen lidt i fem for at komme til træning, indrømmer hun og henviser til de mange skadesproblemer det sidste år. - Jeg skal jo også have et liv efter svømningen! Kæresten og familien har da også forsøgt at liste et svar ud af Majken Thorup, men indtil videre har hun ikke besluttet noget omkring sin videre karriere. - Det kan jo være, at jeg får mere blod på tanden af at komme til OL, smiler hun. - Under alle omstændigheder tror jeg ikke, at det vil være godt at beslutte sig inden OL. I hvert fald ikke for mig. Jeg tror, at hvis jeg vil stoppe, så kan det få en negativ indflydelse på mine resultater i Athen. Derfor kommer beslutningen først efter den sidste konkurrence i det olympiske klorvand og en tiltrængt ferie.