Færdselsforseelser

Blot én af 17 skæbner

- Forestil dig at skulle vælge gravsted og gravsten til dit eget barn. Forestil dig det.

Skrækscenariet kommer fra Mona Broe, der selv prøvede det i maj 2004. En tidlig forårsmorgen blev hendes 29-årige søn torpederet af en spritbilist. Promillen var 1,94. - Vi har altid gået meget op i det der med alkohol herhjemme på grund af drengene. Jeg gav dem altid penge med til en taxi og sagde, at de bare havde at lade bilen stå, fortæller hun i samme tonefald, som hun plejede at bruge, når teenage-knægten skulle i byen. Mona Broe tøver, inden hun fortsætter lavmælt: - Og så var det lige sådan en, der skulle slå ham ihjel … Helt almindelig morgen Dennis Broe Nielsen var i gang med sit speciale ved Aalborg Universitet. Kort efter sin død kunne han være blevet cand.scient.adm. og fejre 30 års fødselsdag. Men det skulle Monas søn ikke opleve. Selv var hun og Dennis' far på vej ud for at købe nyt køkken lørdag formiddag 1. maj 2004, da det bankede på døren. - Der stod to politimænd og spurgte, om jeg var Mona Broe, får hun fremtvunget. - Så vidste jeg jo godt, hvad det næste handlede om. De to betjente kom ind i stuen og fortalte, at Dennis var blevet dræbt i en trafikulykke. På landevejen syd for Skagen blev han ramt frontalt af en varevogn, der med mindst 120 km i timen var kørt over i den modsatte vejbane og havde kastet Dennis' bil mellem 50 og 70 meter tilbage. Fik ikke sagt farvel - Han var så smadret, at vi ikke engang måtte give ham det sidste farvel. Vi kunne ikke engang få en hånd at kysse eller noget. Det kunne hverken bedemændene eller dem, der obducerede ham, tage ansvar for, sagde de. - Det er også et billede, der står i mit hoved - at min smukke, dejlige dreng, han bare er blevet totalt smadret. Kunne man bare have fået en hånd … fået lov at røre … Der gik rigtig lang tid, før jeg egentlig rigtigt troede på, at det var Dennis, der var blevet dræbt - at det var ham, vi havde begravet. For det kunne bare ikke være rigtigt, vel? - Han dukker op en dag! Han ringer en dag! Men det gjorde han jo så ikke, må Mona Broe erkende halvandet år efter ulykken. Ingen børnebørn Der er kun få dage, hvor Mona Broe ikke besøger sin varme, kloge, drillesyge, vidunderlige drengs gravsted. - Det er svært at komme derop, men det er ved Gud også svært at gå derfra. Dennis var det enste barn, Mona Broe har båret i sin mave. - Jeg havde fået at vide, at jeg ingen kunne få, og så fik jeg alligevel Dennis. Og så blev han taget fra mig på den her måde. - Håbet om nogensinde at blive farmor for hans børn - glæden og genkendelsen i at se hans børn og se ham som far. Se ham udvikle sig, og se ham blive ældre. Det er de tanker, der piner Mona Broe, hver eneste gang hun for eksempel kigger ud i haven. - Der er jo utrolig mange ting i haven, som han har givet mig i fødselsdagsgave. Haven er fuld af rønnebærtræer, fordi fuglene elsker rønnebær. - Bare det at se en rovfugl svæve hen over himmelen - så tænker jeg på Dennis. Når fuglene sidder ude i vores have - så tænker jeg på Dennis. Når jeg går nede ved vandet, så tænker jeg på Dennis. Først niece, nu søn Mens Dennis levede, havde han selv snakket om, at han nogle gange så slingrende biler på vejen om morgenen, når han kørte ud for at dyrke sin hobby som ornitolog. De farlige bilister var noget, der af og til blev snakket om i familien, fordi hans kusine også blev dræbt i en spritulykke. I 1990 var Monas niece ude at gå tur med sine to små børn. Den ene i barnevogn og den anden ved siden af. Den lille familie blev ramt af en bil med en beruset fører bag rattet. Begge børn overlevede, men deres mor døde, og babyen blev slynget ud på en mark. - Det er jo nok derfor, vi har gået så meget op i ikke at køre, når man har drukket, siger Mona Broe. - Ikke at Dennis ikke drak. Det gjorde han tit. Men så kørte han ikke. - Og så sker det alligevel for ham også. Det er simpelthen ikke til at bære. 16 andre historier Dennis Broe Nielsen er blot én af de 17, der i 2004 mistede livet i den nordjyske trafik på grund af spritkørsel. 16 andre blev dræbt, 16 andre familier lider.