Mors

Blotter i Jesperhus: Vendte tilbage og truede kvinde

- Det er alvorligt. Vi skal have fat i ham, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi

Foto Michael Koch

Foto Michael Koch

MORS:Torsdag kl. 13.43 blev en 22-årig kvindelig medarbejder i Jesperhus Blomsterpark i Legind Bjerge på Mors kontaktet af en mand, som hun tirsdag meldte til politiet for at have onaneret på første række i blomsterparkens biograf.

Nu viser det sig imidlertid, at manden torsdag opførte sig så truende, at Midt- og Vestjyllands Politi ser på situationen med endnu større alvor.

- Tirsdag havde han fat i en lille seksårig pige, som han forsøgte at få til at røre ved sig. Det er meget alvorligt. Men da han torsdag vendte tilbage, tog han fat i den kvindelige ansatte, fordi han var sur over, at hun havde anmeldt tirsdagens episode til politiet. Han ruskede hende, lagde hænderne om hendes hals og truede hende, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen understreger situationens alvor.

- Vi skal have fat i ham. Her er tale om en ny straffelovssag, siger han.

Midt- og Vestjyllands Politi beder derfor alle, der kan have oplysninger i sagen, om at kontakte politiet.

Manden beskrives som værende i begyndelsen af 30’erne, omkring 180 cm høj, muskuløs og trænet, med sort eller mørkt år, halvlangt, måske strittende, og med sort skæg fra øre til øre under munden. Han var tirsdag klædt i en sort skjorte med store sølvknapper, blå stramme jeans og sorte sko med hvid kant eller sål.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.