Frederikshavn

Blues - fra Det Hvide Hus til Freddys Bar

17-årigt bluesfænomen fra Mississippi åbnede årets bluesfestival

Christone ”Kingfish” Ingram er blot 17 år men har længe været et fænomen i amerikansk bluesmusik.
Christone ”Kingfish” Ingram er blot 17 år men har længe været et fænomen i amerikansk bluesmusik.

Opdateret 06. november 2016 kl. 09:46

FREDERIKSHAVN: For to år siden spillede han for Michelle Obama og personalet i Det Hvide Hus.

Torsdag aften stod han så på scenen på Freddy’s Bar i Havnegade, hvor han tyvstartede den 11. udgave af Frederikshavn Bluesfestival.

Navnet er Christone "Kingfish" Ingram, en 17-årig knægt fra Clarksdale, Mississippi, et vaskeægte bluesfænomen, der sammen med sin trommeslager og bassist fyldte det lille spillested med bluesmusik af høj, international klasse.

Christone "Kingfish" startede sin musikalske karriere som trommeslager allerede som 6-årig. Som 11-årig spillede han bas, inden han begyndte at trylle med den seks-strengede guitar, som han behersker som en ung udgave af hans store idol, B. B. King.

Mor med på turnéen

Mødet med Michelle Obama skyldes hans medvirken i The Delta Blues Museums Band i Clarksdale, som The First Lady belønnede med The Nation Arts and Humanities Youth Program Award, en pris på 10.000 dollars.

"Kingfish" er i mere end én forstand en sværvægter. Den 17-årige bluesmusiker vejer omkring 180 kg og kæmper konstant med vægten.

Med på hans Danmarksturné er hans mor, der i pausen greb mikrofonen på Freddy’s og fortalte om familiens opvækst i Clarksdale.

Aspergers syndrom

- Christone lider af Aspergers syndrom. Han kan næsten ikke tale, men taler gennem sin guitar og sin musik, fortalte moderen, der har fulgt "Kingfisk", siden han som 11-årig startede med at spille på de lokale klubber i Mississippi.

Blandt andet på skuespilleren Morgan Freeman’s klub i Clarksdale, Ground Zero.

"Kingfish" er blot ét af 14 store bluesnavne ved året bluesfestival i Frederikshavn, der slutter i dag.

På Freddy’s Bar spiller Roy Rodgers & The Delta Rhytm Kings i eftermiddag, og i aften er hovednavnene i Frederikshavns regionale spillested Holle Thee Maxwell, Robben Ford, Eric "Slim" Zahl - og så altså bluesfænomenet Christone "Kingfish" Ingram.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden