Blues med blæs
CD Thorbjørn Risager: "Dust & Scratches" Stemmen fra Aarhus, guitarist og sangskriver Thorbjørn Risager, er ved at komme op i den liga, hvor han også kan begå sig på en rockscene uden at blive hylet ud eller skuffe publikum. Bluesmusik har jo et uberettiget ry for at være monoton og ensformig. Ikke alle forstår at værdsætte den enkle musiks rundgange og 12 takters rytmik og dronens hypnotiske kraft, men Risager har i nu snart otte år arbejdet flittigt og originalt med sit band. Og spæder sin blues med sikre rock og soul-elementer. Seneste album åbner flot med blæsergruppen, trompet og sax, swingende tæt og præcist bagved i "Single Tear", mens den samme heftige figur bliver gentaget og gennembanket på pianoet. Det er bal-blues, og Risager synger hæst, stærkt og kraftfuldt om, at han ikke har tænkt sig at fælde så meget som en enkelt tåre. Tværtimod. Skønt at det endelig er forbi. Det er solidt blues- og soulinspireret sangskriveri, der rykker fint igennem, men som også giver sig tid til mere tænksomme stunder, som i "Back Home" om at være dødtræt og længes efter at vende hjem, der hvor du hører til og har rod. Men mest af alt er det en plade, der indbyder til gang i festen og dansegulvet. Numrene er skarptskårne, lige på og lige tilpas rå og tilsat omhyggeligt gennemarbejdede arrangementer. Som de højt skingre mexikaner-trompeter, der overraskende, men stilfuldt bryder ind i nummeret "More". Men i det hele taget bliver der arbejdet iderigt med modspil mellem rytmegruppen, effektive guitarsoli og blæserkor, der sidder, som de skal og får skidtet til at swinge særdeles effektivt og indbydende. Som Risager synger et sted: "ain't gonna worry, ain't gonna waste my precious time, just move on down the line" i "Precious Time", for dernæst næsten at gå i Billie Holiday-stemning i den vemodsbårne kærlighedstilståelse "End Of Time". Solid blæserbåren soulblues, der byder på noget godt til øret uden at svigte danseriet. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Thorbjørn Risager: "Dust & Scratches" Cope Records
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.