Blues- musikkens bedste brand

B. B. King fylder i dag 85 år.Foto: Scanpix
Musik 16. september 2010 06:00

¤B. B. King, amerikansk blueslegende, fylder i dag 85 år. B.B. King giver ikke længere over 300 koncerter om året som i sine velmagtsdage. Men trække sig tilbage? - Det gør jeg først, når der er bud efter mig oppefra, sagde guitaristen i juni til den spanske avis El Pais. Den seneste halve snes år har været med sukkersyge som en ubehagelig ledsager. B. B. King er en af det sidste halve århundredes mest indflydelsesrige musikere. Utallige er de guitarister, han med sit sjælfulde strengespil har formået at inspirere inden for blues, jazz og rock. Og nye fans fra generation til generation har taget ham til sig. - Som førende eksponent for sin genre har han haft fundamental indflydelse på udviklingen af moderne populærmusik, og han er en levende kobling til en musikform, som opstod under et hårdt plantageliv i det sydlige USA. Sådan hed det, da Kungliga musikaliska Akademien i Stockholm i 2003 tildelte B.B. King Polar Music Prize - en slags musikkens Nobelpris - på en million svenske kroner. Han voksede op som Riley B. King i en lille, fattig by i staten Mississippi, hvor han plukkede bomuld og sang i kirken. Han begyndte at spille guitar professionelt midt i 1940'erne - fik sit første hit i 1951 med "Three O'Clock Blues" og blev årene efter et stort navn på den amerikanske rhytm'n'blues-scene. I 1960'erne inspirerede King engelske rockstjerner som Eric Clapton, George Harrison og The Rolling Stones. Alle forsøgte de at få deres instrumenter til at græde som Kings berømte guitar "Lucille". Som det f.eks. høres på numre som "Sweet Sixteen", "Why I Sing the Blues" og på mainstream-gennembruddet fra 1969, "The Thrill Is Gone", der er blevet en klassiker. B. B. King har 15 børn - angiveligt med 15 forskellige kvinder som resultat af kortvarige, men ifølge King selv lykkelige forhold på turné-landevejen. Han har optrådt flere gange i Danmark, senest i juli 2009 i Mølleparken i Sønderborg foran 2500 begejstrede tilhørere./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...