Lokalpolitik

Bo vil bygge - det må han ikke Krisemedicin: Sæby-entreprenør forstår ikke hvorfor kommunen forhindrer projekt, som vil give job

Krisen kradser. Også i Bo Andersens entreprenørfirma.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bo Andersen er klar med krisemedicin. Arkivfoto

- Jeg plejer at have otte mand i arbejde, fortæller han. - Nu er vi kun tre tilbage. Det vil han gerne gøre noget ved. Derfor vil han opføre fire nye rækkehuse i Syvsten. Hvis han altså kunne få lov. Husene skal ligge ved siden af de fem rækkehuse, der allerede er bygget på den grund, som han ejer. Stor var hans overraskelse, da han i Nordjyske Stiftstidende forleden læste, at byrådets plan- og miljøudvalg har sagt nej til hans byggeprojekt. Det ville ellers betyde arbejde, og ikke kun i hans eget firma. Han laver jord- og støbearbejde og har gennem efteråret haft nok at gøre med byggeriet af en række haller. Nu er de færdige. Tømreren er parat Derfor er de store entreprenørmaskiner kørt i vinterhi i firmadomicilet på Merkurvej i Sæby, og der er råkoldt og stille i den tomme frokoststue. Sådan er det mange steder i byggebranchen. - Jeg lige blevet ringet op tømreren, som skulle have udført en del byggeriet i Syvsten, fortæller Bo Andersen. - Tømreren har fyret folk inden jul, og nu spørger han, hvad han skal sige til dem. Det er den samme situation hos mureren, elektrikeren, VVS-firmaet og maleren. - De står alle og hiver i mig for at få noget at vide. Nu har politikerne lige vedtaget en bankpakke for at skubbe økonomien i gang og hjulene til at køre. Fire nye huse i Syvsten tæller ikke så meget. Men hvis jeg bygger fire huse og andre også gør det, så har det da en virkning, funderer Bo Andersen. Han fornemmede allerede i efteråret, at der ville blive stille i hans virksomhed denne vinter. For ordrerne kom ikke ind i normalt tempo. Derfor hev han en gammel plan frem af skuffen. Til dårlige tider Han havde købt den 3000 kvadratmeter store grund med de fem små rækkehuse på Anemonevej af Sæby Kommune for en halv snes år siden, netop med henblik på at have noget at lave i dårlige tider. De fem huse ligger langs skel i den ene side af grunden, så der er mulighed for at bygge en husrække mere. Det syntes Sæby Kommune oven i købet var en rigtig god ide. Det syntes Bo Andersen også selv, og det gør han fortsat. - Jeg har altid folk på venteliste til mine lejligheder, siger han. Gode busruter Han mener, landsbyen Syvsten stadig er attraktiv at bo i for både unge og pensionister. For der er kun få skridt til busstoppestedet, og der kører bus hver time, Så i efteråret henvendte han sig til arkitektfirmaet ArkiNord og ingeniørfirmaet Niras for at få tjekket lokalplanen og udarbejdet en bebyggelsesplan. Det forslag, som i sidste ende blev sendt til kommunen, lød på fire huse på hver 94 kvadratmeter, alle i et plan. Husene skulle indrettes handicapvenligt, så de blev attraktive for ældre mennesker, Selv om Bo Andersen er langt fra pensionsalderen, så regnede han og hans kone med at sælge det store hus i Sæby og flytte ind i et af de nybyggede i Syvsten. Til to af de andre huse har han allerede lejere. Derfor var det en kold douche at få at vide, at plan- og miljøudvalget har sagt blankt nej til hans projekt. Bo Andersen har allerede brugt henved 200.000 kr. på forarbejdet. - De penge kunne jeg lige så godt have smidt havnen, hvis jeg alligevel ikke får lov at bygge. Men helt givet op har han ikke endnu. Han har fået folketingsmedlem Tina Nedergaard (V), der også bor i Sæby, til at gå ind i sagen. Lovkrav til grundstørrelse Set med kommunens øjne er problemet, at lovgivningen kræver en udstykningsplan for at kommunen kan give en byggetilladelse. I en udstykningsplan skal grunden til hver enkelt hus være mindst 600 kvm. - selv om husene er små. Kommunen vil ikke dispensere. Bo Andersen forstår ikke kravet om en udstykningsplan. - Husene skal jo ikke hverken udstykkes eller sælges. Jeg vil leje dem ud, og lige på den anden side af vejen ligger der boligforeningslejligheder, hvor husene er placeret meget tættere.