Udland

Bo Xilais kone idømt betinget dødsstraf

Den tidligere kinesiske toppolitiker Bo Xilais kone er blevet idømt dødsstraf med udsættelse for mord på brite

Bo Xilais kone idømt betinget dødsstraf

En domstol i Kina har idømt Gu Kailai, der er hustru til den tidligere kinesiske toppolitiker Bo Xilai, betinget dødsstraf med to års udsættelse for mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood. Det fortæller Heywoodfamiliens advokat.

Den toårige udsættelse betyder ifølge Reuters, at Gu kan forvente at sidde fængslet resten af sine dage medmindre hun begår ny kriminalitet inden for de næste to år.

De kinesiske myndigheder kunne ikke umiddelbart bekræfte dommen, men henviser til et kommende pressemøde.

Gu har erkendt, at hun forgiftede den 41-årige forretningsmand i november i fjor og hævder, at en strid om en forretningsaftale fik Heywood til at true hendes søn.

- Vi respekterer dagens afgørelse, siger Heywoodfamiliens advokat He Zhengsheng.

Kun en håndfuld journalister fra statslige kinesiske medier havde fået tilladelse til at følge domsafsigelsen.

Advokaten fortalte yderligere, at Zhang Xiaojun, der arbejdede for den kinesiske politikers familie og var anklaget for meddelagtighed i mord, blev idømt ni års fængsel.

Heywood blev fundet død på sit hotelværelse i det sydvestlige Kina sidste november, og dødsårsagen blev i første omgang tillagt et hjerteanfald. Men i april sagde kinesiske myndigheder, at Gu var mistænkt for at have myrdet ham.

Sagen satte en stopper for Bo Xilais politiske karriere. Det var ellers ventet, at han ville blive et af det regerende kommunistpartis øverste ledere.

Han blev sat under efterforskning for anklager om korruption i april, og hans skæbne er stadig uklar.

Det er uklart, om Bo Xilai kendte noget til drabet eller et efterfølgende forsøg på at dække over drabet. Fire højtstående politifolk i Chongqing har erkendt, at de stod bag forsøget på at dække over forbrydelsen.

Bo er ikke set offentligt, og ingen har hørt fra ham, siden han i april også blev smidt ud af Kommunistpartiets politbureau.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.