Boblebad under åben himmel

Danskerne bruger formuer på spabad til haven

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De dyreste og mest avancerede spabade fås med dvd-afspiller og fladskærms-tv.

Danskerne har fundet en ny kilde til selvforkælelse - udendørs spabade finder vej til stadig flere villahaver. Det koster mellem 30.000 og 200.000 kr. at kunne nedsænke kroppen i sit eget udendørs boblebad, og det er stadig flere forbrugere parate til at betale. Sælgere af udendørs spabade melder om en tydelig trend. Én af dem er firmaet Spahouse i Farum: - Efterspørgslen er klart stigende. Det oplever både vi og kolleger i branchen. Stadig flere danskere vil gerne investere en større sum i et udendørs spabad, og det er ikke kun et velhaverfænomen. Også helt almindelige familier køber spabad til haven, og det er egentlig lidt overraskende, da vores udendørs spabade koster mellem ca. 50.000 og 200.000 kr., siger Kim Lindegaard, indehaver af Spahouse. Han ser købelysten som udtryk for, at danskernes gerne vil forkæle sig selv. Samtidig er et udendørs spabad en hyggelig ramme om socialt samvær i familien. Hovedparten af de spabade, han sælger, er beregnet til seks personer, men de fås også mindre og større. Det mindste har plads til to og det største kan rumme otte personer på én gang. I mange modeller kan indbygges radio og cd-afspiller, og det vælger mange kunder. Man kan også få spabade med dvd-spiller og fjernsyn med pop-up fladskærm. Med et enkelt klik på en fjernbetjening kan man dermed ligge i sit udendørs spabad og se en film. Partymagnet En udendørs spa med indbygget musik- og filmafspiller er især et hit blandt husstande, der tæller unge mennesker. - De unge synes, det er pragtfuldt at holde fest, hvor man kan tage en tur i spabadet og høre musik imens, siger Kim Lindegaard. Også supermarkedskæden Bilka melder om stor og stigende interesse for udendørs bade. Det fortæller Lars Schiødt, indkøbschef for Bilka Hus og Have. - Det er en trend i sin vorden, men det kommer. Mange familier har etableret avancerede damp- og spabade på badeværelset, og nu er turen kommet til haven. Jeg er sikker på, at de udendørs spabade vil blive ganske udbredte, siger han. Udendørs spabade har i årtier været populære i USA og Canada, men herhjemme er interessen ny og hænger sammen med, at haven er blevet et populært samlingspunkt i disse år. Folk investerer formuer i at få lagt nye fliser på terrassen, planter og krukker er i forårsmånederne en større varegruppe i Bilka end forbrugerelektronik, og næsten enhver haveejer har anskaffet sig avanceret grilludstyr. Spabadenes indtog i haverne hænger dog også sammen med, at prisen for en udendørs spa er blevet mere “spiselig”. I Bilka kan man købe en udendørs spa til fem-seks personer til en pris af 29.999 kr. Sådan én blev annonceret i kædens tilbudsavis for et par uger siden. En spa af den type ville for et år siden have kostet det dobbelte, vurderer Lars Schiødt. Et udendørs spabad er beregnet til at stå i haven året rundt, og kan også benyttes om vinteren. Det rummer 1.200-1.500 liter vand, som skiftes fire gange om året, og elforbruget er 5.000-6.000 kr. årligt afhængig af, hvor flittigt det benyttes, oplyser Kim Lindegaard fra Spahouse. Han opfordrer forbrugere til at tage rundt til forskellige forhandlere og se produkterne, før de bestemmer sig for en udendørs spa. Man bør også sikre sig, at spabadet har tilstrækkelig pumpekapacitet og dyser nok til at sikre en effektiv vandmassage. Endelig er det vigtigt at vælge en model, der er godt isoleret, hvis man agter at anvende den om vinteren også. Ellers vil elforbruget hurtigt løbe i vejret. Swimmingpools hitter Både Spahouse og Bilka oplever også voksende interesse for udendørs swimmingpools. Man har længe kunne købe store børnepools til haven til en billig penge, men nu vil mange haveejere have en rigtig swimmingpool. - Der er altid et vist marked for swimmingpools, men i øjeblikket er interessen særligt stor, siger Kim Lindegaard. Hos Spahouse er der størst interesse for de mindre swimmingpools, som ikke fylder så meget i haven. Fire gange otte meter er den mest populære størrelse. Sådan en koster hos Spahouse 50.000-60.000 kr. plus udgifter til opgravning. Alt i alt ca. 150.000 kr. Bilka vurderer også, at der er et marked for swimmingpools. En vigtig årsag er, at priserne er faldende. - Tidligere ville det koste 100.000 kr. at få en swimmingpool. Nu kan man få egen swimmingpool til 10.000 kr., hvilket jo ikke er mere end folk giver for et fladskærms-tv, siger Lars Schiødt. Bilka sælger en cirkelrund 1,2 meter dyb swimmingpool med en diameter på 5,5 meter for 9.999 kr. Den kan stå på jorden eller graves ned, hvis man ønsker det. En oval pool koster 14.999 kr. Hertil kommer udgift til at grave poolen ned. Udendørs spabad { Bad og vandmassage i 38 grader varmt vand. { Kan benyttes hele året. Rummer 1.000-1.500 liter vand, { Vandet bør skiftes fire gange årligt, afhængig af hvor meget spaen bruges. { Elforbrug 6.000 kr. årligt - afhængig af hvor ofte spaen bruges og isoleringsmængden. { Pumpens størrelse og antal dyser afgør, hvor effektiv vandmassage man får.