Boddum-Ydby Friskole får musikalsk leder

46-årige Morten Nebel tiltræder 1. juni.

Lone Lærke Krog
Morten Nebel - ny leder af Boddum-Ydby Friskole. Privatfoto
1. maj 2012 10:00

- Vi var bestemt ikke i tvivl om, at det skulle være ham. Rent menneskeligt er han en kanonfyr, han er meget musikalsk og vil gerne være med til at skabe noget nyt. Det vil give skolen et kæmpeløft at få ham som leder. Sådan beskrives Morten Nebel, den nyansatte leder af Boddum-Ydby Friskole, af skolens formand, Bjarke Højer Thomsen. Morten Nebel (46) kommer fra en stilling som leder af Lindholm Friskole i Nørresundby, der har et kristent værdigrundlag. Morten Nebel angiver flere grunde til, at han har søgt til Ydby for at arbejde. - Jeg kunne godt tænke mig at arbejde et sted, der var mere lokalt forankret. Boddum-Ydby Friskole tiltalte mig på grund af deres holdninger, deres værdigrundlag og deres måde at møde børnene på, siger han. Morten Nebel har en kæreste, der bor i Holstebro, og derfor har han et stykke tid tænkt på at ville flytte vestpå for at "få en hverdag sammen". Morten Nebel er oprindelig uddannet i musik fra Aalborg Universitet, men han har mange års erfaring som underviser på fri- og efterskoler. I 11 år var han forstander for Skrødstrup Efterskole i Kronjylland. Boddum-Ydby Friskole, der for tiden har 66 elever, har også en børnehave tilknyttet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...