Energiselskaber

BOE har tjent godt 100 mio. kr. på aktier

VENDSYSEL:- Vi gør, hvad vi tror, der er bedst for de danske forbrugere. Det siger formand for bestyrelsen for Brønderslev og Oplands Elforsyning, gårdejer Erling Andreasen, efter et ekstra repræsentantskabsmøde og et efterfølgende bestyrelsesmøde. Et enigt repræsentantskab og en enig bestyrelse går ind for at støtte en fusion mellem DONG og Elsam. I repræsentantskabet er der tilfredshed med, at man ikke solgte aktierne for et år siden. De er siden da blevet godt 100 mio. kr. mere værd. BOE har hvad der svarer til svarer til 1,55 procent af Elsams aktier, til en værdi af ca. 400 mio. kr. Der er rift om Elsam-aktierne. 20 distributionsselskaber ejer 67 procent af Elsam-aktierne. Fredag klokken 10 afgøres det, om det bliver til en fusion mellem Elsam og DONG. Svenske Vattenfall har afgivet et købstilbud, der udløber på fredag. Og tilbuddet er forhøjet med 10 kr. siden første tilbud. Erling Andreasen siger, at hvis der sker et stort opkøb fra Vattenfalls side af Elsam-aktier, vil der mangle konkurrence. -Vi vil gerne sikre os indflydelse på dansk el-forsyning i fremtiden, tilføjer næstformand, Leo Jacobsen, Saltum. BOE er et af de første selskaber, der har meldt ud. Elsams aktiekapital er på 20 mio. kr. nominelt. I forbindelse med repræsentantskabet havde BOE's repræsentantskab besøg af repræsentanter fra både Vattenfall og Elsam. Fra Vattenfall deltog vicepræsident Mikael Kramer fra Vattenfall AB, administrerende direktør Per Ebert fra Vattenfall Danmark A/S, Vattenfalls finansielle rådgiver, senior vicepræsident Stigh Bøgh Karlsen fra rådgivningsfirmaet Taylers, samt Vattenfalls juridiske juridiske rådgiver, advokat Jesper Rothe, advokatfirmaet Philip og Partners. Fra Elsam var det administrerende direktør Peter Høstgaard-Jensen der var på besøg.