Bøde for at passe arbejdet

Kommunal nattevagt skrevet af den kommunale parkeringskontrol midt om natten.

Lars Termansen
Hvis vi skal køre rundt og finde en lovlig parkeringsplads, kan der sagtens gå liv tabt, mener Inge Villsen, der er nattevagt i Aalborg Kommunes hjemmepleje. Foto: Grete Dahl
Ældreforhold 1. marts 2009 16:08

Inge Villsen er oprørt over en parkeringsbøde, hun fik i arbejdstiden. Hun arbejder som nattevagt i Aalborg Kommunes hjemmepleje, og 16. februar midt om natten blev hun og en kollega kaldt ud til ældrecentret på Annebergvej, hvor der var brug for assistance med en urolig beboer. Inge Villsen kørte hjemmeplejens bil med reklame på siden og parkerede ud for centrets hovedindgang, hvor hun og kollegaen sprang ind for at hjælpe til. Da de cirka 10 minutter senere kom tilbage, sad der en parkeringsbøde i forruden. Der er nemlig parkering forbudt foran centret på Annebergvej. Tiden er knap Af bøden fremgår det, at p-kontrolløren havde holdt hjemmeplejebilen under observation fra kl. 2.40 til 2.46. Så smækkede fælden. Inge Villsen finder situationen helt grotesk. - Det er Aalborg Kommune, der giver Aalborg Kommune en parkeringsbøde, men det er mig, der skal betale, sukker hun og hentyder til, at også parkeringskontrollen er kommunalt drevet. Hun var slet ikke klar over, at hun holdt ulovligt parkeret. Hun har arbejdet som nattevagt i distriktet i knap tre år og har altid parkeret foran centret. Men hvem drømmer i øvrigt om, at parkeringskontrollen slår til om natten på en øde vej, lyder det fra Inge Villsen. - Jeg holdt jo ikke til gene for nogen. Vi kører ikke rundt for sjov og parkerer ulovligt, fordi vi har lyst til det. Vi er på arbejde og har en responstid på 20 minutter, der skal overholdes, og nogen gange, når vi får et nødkald, skal det bare gå stærkt. For eksempel til en beboer, som er faldet, eller til sygdomstilfælde med dårligt hjerte. Hun skal dog ikke risikere flere bøder på 510 kroner, så fremover vil hun altid sikre sig, at hun holder lovligt parkeret, inden hun forlader bilen. Men det kan få konsekvenser. - Hvis jeg skal bruge kostbare minutter på at køre rundt og lede efter en parkeringsplads, kan det kun gå ud over brugerne, fordi vi kommer senere frem, siger Inge Villsen. Opråb til politikere Hun har base på et andet ældrecenter i vestbyen, og hun har via sin leder forsøgt at få bøden eftergivet. Men det vil Parkeringskontrol Nord ikke med henvisning til, at det ikke var et nødstilfælde. Inge Villsen opfordrer, at der politikerne går ind i sagen og rækker hjemmeplejens ansatte en hjælpende hånd. Det er nemlig ifølge Inge Villsen en kendt sag, at det kan være svært at finde parkeringspladser inde i Aalborg. - Når brandbiler, politi og ambulancer kan blive undtaget, hvorfor kan vi så ikke i hjemmeplejen. Det er ikke rimeligt, at jeg skal betale bøder for at passe mit arbejde, siger Inge Villsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...