Retspleje

Bøde for fyrværkerilager

Smøleri hos politi og anklagemyndighed gav nedsat straf for 180 kilo fyrværkeri.

Beklagelserne strøg næsten lige så ubesværet gennem retslokalet, som de i Danmark ulovlige strygere tændes på en tændstikæske. Men faktum var, at en 50-årig mand fra Nors havde ventet og ventet og ventet på at få den retslige afgørelse af, at han havde haft det fælles lager for de 10-12 familier, der gennem 15 år havde fejret fælles nytårsaften hjemme hos den 50-årige og hans familie. Derfor kunne politiet i december 2006 finde omkring 180 kilo fyrværkeri hjemme hos den 50-årige mand: - Jeg har arbejdet et sted, hvor man solgte fyrværkeri, så jeg kunne købe det til en god pris, forklarede han til dommer Ingrid Drengsgaard og sagde, at når man så sad ved bordet nytårsaften blev der divideret med antal deltagere og hver - også ham selv - betalte så det samlede indkøb. Derfor nægtede han pure, at det var for at sælge til andre, men erkendte, at der blandt de mange kilo også var det, der i Danmark klassificeres som ulovligt fyrværkeri: Strygere og lignende kanonslag. Men ingen fotobomber. Det ville den 50-årige ikke høre tale om og heller ikke nogen forbindelse til eksplosionen på ejendommen nord for Tved. Ammunitionsrydderne fra EOD i Skive hentede lageret i Nors, og allerede 19. januar 2007 havde de en erklæring klar om sprængstyrken. Men den fik lov til at ligge "et eller andet sted" mellem EOD og den anklager, som mødte i sagen mod den 50-årige, og den sendrægtighed fik dommeren til klart at bruge ordet urimelig flere gange om sagsbehandlingstiden. Derfor endte en oprindelig bøde på måske 30.000 kroner med en på 10.000, som både den 50-årige, hans forsvarer og anklageren accepterede.