Bøde på 53.000 kroner til skraldemænd

Renovationsselskabet Nord-Ren har misligholdt aftalen med Hjørring Kommune. Det gik i vinters ud over borgerne.

Usædvanligt store mængder sne og sparsom kommunal rydning var i følge Nord-Ren tidligere på året én af hovedårsagerne til de færre tømninger. Arkivfoto: Bente Poder

Usædvanligt store mængder sne og sparsom kommunal rydning var i følge Nord-Ren tidligere på året én af hovedårsagerne til de færre tømninger. Arkivfoto: Bente Poder

Overfyldte skraldespande og sække som ikke blev tømt. Det var denne vinter ofte billedet i Hjørring Kommune. Alt for ofte, hvis man spørger affaldsteamet i Hjørring Kommune, som nu har givet affaldsselskabet Nord-Ren en såkaldt bod, som er en økonomisk straf, for at misligholde aftalen med kommunen. Boden lyder på 41.400 kroner og derudover mister selskabet en månedlig bonus på 12.000 kroner, så straffen i alt bliver på 53.400 kroner. Historisk høj bod Det er første gang nogensinde, at Hjørring Kommune uddeler så stor en straf til et affaldsselskab. - Vi var ikke enige i januar måned. Det var ikke i orden, det der foregik denne vinter, konstaterer miljømedarbejder Susanne Christensen fra affaldsteamet i Hjørring Kommune. Bødens størrelse er dog næppe noget, der får den store betydning for Nord-Ren, som sidste år tjente godt to mio. kr. før skat. Nord-Ren har endnu ikke kommenteret boden overfor Hjørring Kommune og overfor NORDJYSKE er kommentarerne også sparsomme. - Jeg er overordnet uenig i kommunens afgørelse og derudover ønsker jeg ikke at sige mere. Den tager jeg med kommunen og ikke gennem pressen, smågriner administrerende direktør i Nord-Ren, Preben Nielsen. Boden kommer borgerne til gavn, da pengene bliver trukket fra næste års regning for affaldsafhentning. Bedre service fremover Affaldsteamet i Hjørring Kommune er blevet en hel del klogere på affaldsafhentning i sne efter den seneste og forrige vinter. - Vi vil kigge skraldemændene mere efter i sømmene, forklarer Susanne Christensen. Derudover har affaldsteamet også på inspirationstur i Norge. - Vi fandt ud af at, i Norge kører vognmændene med snekæder og som minimum vinterdæk og pigdæk. - Herhjemme vælger mange af vognmændene, at det ikke er nødvendigt udstyr, så måske skal vi føje nogle flere krav ind i kontrakten og få præciseret nogle ting, efterrationaliserer Susanne Christensen. Affaldsteamet er lige for tiden i gang med at strikke et udbudsmateriale sammen, som formentligt bliver sendt ud i starten af efteråret. - Vi vil gerne have lagt en serviceafregning ind, så skraldemanden har en interesse i, at levere høj service, forklarer miljømedarbejder Anne Birgitte Gehrt fra Hjørring Kommune. Hjørring Kommune skulle allerede have sendt udbudsmaterialet ud i løbet af foråret, men for ikke at stå med en eventuelt helt ny renovationspartner til vinter, så er licitationen blevet udskudt.