Bødker holder liv i Phoenix-håbet

Mikkel Bødker spillede en hovedrolle, da Phoenix tirsdag vandt 3-2 over Pittsburgh i NHL. Håber på slutspil.

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker spillede hovedrollen, da hans klub Phoenix vandt 3-2 ude over Pittsburgh i NHL.

Klubben fra Arizona kæmper for at forlænge sæsonen med en plads i slutspillet, og Mikkel Bødker scorede målet til 3-2, lige som han havde en målgivende aflevering, da gæsterne kom foran 2-1 i første periode.

Scoringen til 3-2 satte Mikkel Bødker ind i anden periode, da han tæt foran mål opsnappede pucken og løftede den op over skulderen på den canadiske landsholdsmålmand Marc Andre Fleury.

Det var Bødkers scoring nummer 18 i sæsonen, og med 46 point er han tæt på at følge efter Frans Nielsens milepæl med 50 point, som New York Islanders-spilleren rundede i sidste uge.

Med 10 kampe tilbage sidder Phoenix fortsat på den sidste slutspilsplads i Western Conference.

Målmand Frederik Andersen blev i øvrigt den første dansker, som sikrede slutspilspladsen i denne sæson. Det gjorde hans klub Anaheim tirsdag uden at spille.

New York Islanders og Frans Nielsen vandt tirsdag 5-4 over Carolina Hurricanes, men klubben fra Long Island har fortsat 15 point op til den sidste billet til slutspillet - Islanders har 10 kampe tilbage. Frans Nielsen fik oceaner af spilletid, men lavede ingen point.

Det gjorde Lars Eller heller ikke for Montreal, som hjemme vandt 2-0 over NHL's absolutte bundprop Buffalo Sabres. Lars Eller var tilbage på holdet efter en mindre skadespause.

Peter Regin var også med igen for Chicago Blackhawks, som tirsdag vandt 4-2 hjemme over Dallas. Philip Larsen sad udenfor hos Edmonton, som hjemme tabte 2-5 til San José.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst