EMNER

Bøf og Ben uden bowling

Restauratør tror på hurtig genåbning af bowlingcenter

FREDERIKSHAVN:For indehaveren af restauranten "Bøf og Ben" i tilslutning til Funny Planet i Skippergade, er det en streg i regningen, at der ikke længere er gang i bowlingbanerne. - Det er kedeligt for mig. Jeg har investeret en masse penge i restauranten og kan ikke bare gå min vej. Men jeg regner da med, at bowlingcentret snart bliver genåbnet, siger restauratør Kalim Salih, der også er indehaver af Restaurant Firenze i Danmarksgade og Bella Firenze i Sæby. - Jeg ved i hvert fald, at der er nogle, der gerne vil leje centret, for det er en god forretning, siger han. Kalim Salih har via forpagtning drevet "Bøf og Ben" med plads til 150 gæster i snart to år, og med minimum en kok og to tjenere beskæftiget. - I sidste måned havde vi mange konfirmationer og året rundt andre fester, siger Kalim Salih, og understreger dermed, at han har mange andre kunder, selv om hans førstesals-restaurant ligger i direkte forbindelse med bowlingcentret. Den tidligere S.C. Sørensen-bygning i Skippergade/Danmarksgade, der er til salg for 7,9 mio. kr., omfatter foruden restauranten, bowlingbanerne og fitness-lokalerne i Skippergade også lejetøjsforretningen Legekæden i Danmarksgade samt to lejligheder, de sidste dog i en stand, så de ikke er udlejet. - Men det kan der rådes bod på, for en kommende ejer af bygningskomplekset, siger ejendomsmægler Hans Skovgaard, Nybolig i Frederikshavn. Han oplyser, at der er flere bolde i luften, og også at der er fire forskellige aktører på banen, der gerne vil leje bowlingcentret. - Vi har desuden et ungt par, der vil genåbne fitness-lokalerne og squash-banen. Den sag afgøres i næste uge, så der skal nok komme fuldt knald på i huset igen, siger Hans Skovgaard. Ud over de køber-bolde, der er på banen, og som agter at bibeholde husets nuværende aktiviteter, har en investor også vist interesse for at købe ejendommen til et helt andet formål. - Det indebærer dog, at vi giver en option, indtil køberen havde opnået de nødvendige myndighedstilladelser til det nye anvendelsesformål. Så det har vi sagt nej til for at kunne stå frit i forhold til andre potentielle købere, siger Hans Skovgaard.