Bøgelunds gensyn med bøgetræerne

AaB's højre back udskyder kontraktforhandlinger til december. Energien skal bruges på de vigtige kampe

Kasper Bøgelund gennemførte hele lørdagens træning. Foto: Lars Pauli

Kasper Bøgelund gennemførte hele lørdagens træning. Foto: Lars Pauli

AALBORG:- Der går ikke blade af et godt fynsk bøgetræ, fordi der står et par svin og gnubber sig op ad det, sagde den tidligere fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen engang. Der skal også mere end en aktuel bundplacering i SAS-ligaen til at få fynboen Kasper Bøgelund til at løbe af pladsen i AaB. - Jeg fortryder ikke, at jeg skiftede hertil, og når jeg på et tidspunkt skal snakke ny kontrakt med AaB, så får placeringen heller ingen indflydelse på min lyst til at blive. - Det handler mere om, hvordan jeg vurderer trænersituationen og spillertruppen, siger højre backen. Første kamp mod OB Han vil dog ikke yderligere ind på mulighederne for en forlængelse af den kontrakt, der udløber til sommer. - Lige nu koncentrerer jeg mig om at give 100 procent for AaB i resten af efteråret, og så tager vi kontraktsnakken derefter, siger Kasper Bøgelund. AaB-backens førstkommende opgave er eftermiddagens udekamp mod SAS-ligaens dukse fra OB. - Det bliver første gang, jeg skal møde min gamle klub i en betydende kamp, og det glæder jeg mig til. Jeg var desværre skadet, da vi tabte 0-3 på hjemmebane tidligere på sæsonen, siger Kasper Bøgelund. Bøgetrænerne på Fyn er de samme, som da han forlod OB og Odense som ynglingespiller i 1998, men persongalleriet er skiftet ud. - Der er ikke en eneste spiller tilbage fra dengang, så gensynets glæde begrænser sig vel til et par ansigter i bestyrelsen, siger Kasper Bøgelund. Kendskabet til og respekten for fynboernes aktuelle styrke fejler dog ikke noget. - De har vist stor styrke, og det er helt fortjent, at de topper rækken. En angriber som Djiby Fall er uhyggelig god, så ham skal vi have styr på. Men jeg føler, at vi tager derned med tro på, at vi kan skabe en overraskelse, siger Kasper Bøgelund. Han synes, at AaB rent taktisk har fået rettet nogle ting til den positive side under det nye trænerteam Allan Kuhn og Poul Erik Andreasen. - Vi har stået meget bedre på banen i de seneste par kampe, og jeg tror, vi kan gøre det meget svært for OB at komme frem til chancer. Så skal vi bare være skarpere i den anden ende end mod Fredericia i onsdags. Kun fokus på SAS-liga Landsholdsbacken glæder sig over, at al fokus i øjeblikket er på SAS-ligaen. Ingen snakker ret meget om den kommende uges møde med Villarreal i Champions League. - Det har tidligere været svært at bevare fokus. Allerede ugen før hjemmekampen mod Manchester United drejede alle spørgsmål sig om det opgør og ikke ligakampene. - Det er helt anderledes denne gang, fastslår AaB's landsholdsback.