Bøger blev sendt på vandring

Eleverne på Østermarkskolen hjælper med at flytte skolebiblioteket ind i det tidligere 10. klassecenter

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

BØGERNE VANDREDE fra hånd til hånd hele vejen ned ad gangen.

- Jeg vidste slet ikke, at der var så mange bøger på skolebiblioteket. Ikke engang så mange, som vi allerede har flyttet, siger Katrine Gislum Jensen, der går i 3.b på Østermarkskolen. I går hjalp hun og alle de andre elever fra skolens 3., 4., 5. og 6. klasser med at flytte bøgerne fra det gamle skolebibliotek til et nyt i det tidligere 10. klassecenter. Det skete på den måde, at børnene stillede sig på en lang række og sendte bøgerne af sted fra hånd til hånd, som i en brandmandskæde. En klasse havde på forhånd brugt en matematiktime på at regne ud, at der skal cirka 100 børn til at danne en kæde fra det ene lokale til det andet. Man kunne måske også regne ud, at det ville gå meget langsomt at flytte bøgerne på den måde. Af og til røg en bog på gulvet og skulle samles op igen. Og af og til var der lige en forside, der skulle studeres lidt nærmere, før den blev rakt videre. Men det var ikke det afgørende. - Det handler om, at eleverne bliver inddraget. De hjælper til, og de får set, at der er rigtig mange bøger, siger ledende skolebibliotekar Gitte Petersen. Da eleverne hver især havde brugt en halv time på at flytte bøger, stod de fleste af bibliotekets i alt 350 hyldemeter stadig tilbage i det gamle skolebibliotek. - Det kan godt være, at vi tager et par rullevogne og flytter de sidste bøger selv, siger Gitte Petersen med et smil. Hun og de to andre skolebibliotekarer ser frem til at få fine, nye rammer til skolebiblioteket i de lokaler, der husede 10. klasserne frem til sommerferien. De store elever er som bekendt nu samlet i et helt nyt 10. klassecenter ved Erhvervsskolerne Aars. Det nye skolebibliotek har på forhånd fået et fornemt navn, nemlig Demokratiets Hus. Gitte Petersen søgte nemlig i foråret penge fra Realkredit Danmarks "Kloge m2 Pulje" og fik 100.000 kroner til projektet. - Det handler ikke bare om, at eleverne skal kunne bruge skolebiblioteket til at blive klogere på demokrati. Vi prøver at have eleverne rigtig meget med i planlægningen, og de får også indflydelse på bogindkøb, fortæller Gitte Petersen. Det nye skolebibliotek bliver først klar engang i løbet af efteråret, for det tager noget tid at sætte tingene på plads og indrette sig i lokalerne. Ét sted skal der være læsehjørne, et andet sted faglitteratur og værksted til undervisningen i natur og teknik, og der bliver mulighed for at læse aviser og søge oplysninger på computere. Imens skal det gamle skolebibliotek laves om til computerrum og lærerværelse.