Bøger får selskab af kaffe

Hovedbibliotek undersøger mulighederne for at forpagte hjørne ud til kommerciel cafe

AALBORG:Skal bøgerne vige til fordel for computere og videospil? Selvom der er i øjeblikket er heftig diskussion om indretningen af hovedbiblioteket i Aalborg er det ikke slut med nytænkningen. Fremover får bøgerne måske selskab af en kommerciel cafe, hvor man kan købe kaffe, sandwiches og kager. - Vi undersøger i øjeblikket, hvordan det kan skrues sammen rent juridisk, forklarer bibliotekschef Bodil Have. Hun forestiller sig en model, hvor det attraktive glashjørne ud mod Nørregade forpagtes ud til en kaffebar eller en cafe med indgang direkte fra gågaden. - Det er vigtigt, at det ikke bare blive en cafe men et sted, hvor man både kan nyde sin kaffe og læse en god bog, understreger hun. - Indretningen bliver selvfølgelig op til den kommende forpagter, men det må gerne brede sig, så man får lyst til at kombinere cafebesøget med bibliotekets øvrige tilbud, forklarer hun. Forbilledet skal blandt andet findes i de udenlandske boghandler, hvor Starbucks og andre kaffe-kæder for længst har holdt deres indtog. Og formålet er naturligvis at lokke flere unge til at bruge det offentlige bibliotek. - Det er vigtigt at understrege, at det her ikke betyder, at vi flytter eller kasserer bøger, siger Bodil Have. - Glashjørnet bruges i øjeblikket til sofaer og stole, hvor man blandt andet kan koble sig på vores trådløse netværk. Men der er hverken bøger eller reoler, og derfor vil det også være forholdsvis nemt at indrette til cafe, påpeger hun. Ifølge bibliotekschefen er der endnu ikke sat dato på, hvornår cafeen i givet fald realiseres. Foreløbig undersøger man stadig de juridiske aspekter af sagen, så konceptet sendes tidligst i udbud i løbet af foråret.