Bøger om gulddrengene Klint & Wegner

Grundlaget for moderne klassisk møbelkunst blev lagt med entusiastisk grundighed og ren tilfældighed

Franck Petersson
Stol og Bænk af Kaare Klint
Skolevæsen 22. marts 2007 05:00

Mange store danske designere har løftet produkterne fra ”Dansk møbeldesigns Guldalder” til verdensberømmelse. I Louisiana Museet og Forlaget Aschehoug bogserie ”Danske Designere” er man nu nået til to af de mest betydningsfulde kunstnere inden for den moderne møbelkunst. De har løftet den samme opgave, haft det samme mål, så ens og så alligevel så forskellige var Kaare Klint og Hans Jørgensen Wegner. Fundamenter blev utvivlsomt skabt af Kaare Klints grundlæggende nye tanker og første møbler, der brød med den gennem århundreder langsomme og forsigtige ændring i møblernes design. Og dog – til en vis grad undsagde han sig ikke totalt arv og gæld fra sine forgængere. Store designere Bogen præsentere i artikler og billeder et fint indblik i væsentlige arbejder fra grundlæggerne af den klassiske moderne danske møbelkunst, der stadig efterspørges så stærkt. Et værk, der kommer helt på linie med seriens øvrige bøger om vore store designere. Kaare Klint var også den af guldalderens (1930erne til først i 1960erne) store mestre, der stod på skuldrene af forgængerne for at kunne bære næste generation videre. Af denne næste generation blev Hans J. Wegner blandt de mest nyskabende og tilmed den længst levende. Han døde for få måneder siden. Wegner og Finn Juhl havde ikke samme opfattelse af at bringe Klints skole videre, skønt det var tilfældet for flere af deres samtidige, som det i særlig grad var tilfældet for Børge Mogensen og Ole Wanscher. Klint var i stærk modsætning til den tyske Bauhaus skole, der i 1919 blev stiftet i Weimar af Walter Gropius. Klint ville modernisere vore hjem til noget lettere, lysere og tilpasset de mennesker, der skulle bruge møblerne. Ikke radikalisere som Bauhaus. Kaare Klint (1888-1954) var om ikke født med en guldske i munden så med en designerblyant i hånden. Han voksede op i et hjem med tegninger, målestokke og beregninger på både bord og gulv. Hans far, P.V. Jensen Klint, var en af forrige århundredes store arkitekter, bl.a. på Vodskov Kirke i Vendsyssel. Kaare kom til at fuldføre arbejdet, da Jensen Klint døde i 1930. Kaare Klint gav startskuddet til Danish Modern. En betegnelse for den specielle danske møbelkunst, der blev grundlagt i 30’rne og fra slutningen af 40’rne til op i 70’erne blev efterspurgt verden over. Det, vi i dag henregner til ”Moderne Klassisk Møbelkunst”. Det blev nu ikke Klints møbler, som fyldte containerne til USA, men hovedsagelig to af Danish Modern’s andre store designere, der ikke fulgte Klintskolen. Det var Finn Juhl og Hans Jørgensen Wegner. Blandt Klints trofasteste elever på Skolen for Møbelkunst og Rumudstyr på Kunstakademiets Arkitektskole var designere som Børge Mogensen, Rigmor Andersen, Ole Wanscher, Arne Karlsen og Mogens Koch. Skolen åbnede med Kaare Klint som leder. Han underviste fra skolens start i 1924 til sin død i 1954. Det var hans alsidige viden og brede erfaring inden for møbler, mindesten, skulpturer, bygningsværker og hele anlægsarbejder, der sammen med hans pædagogiske evner og hans altid grundige studier og beregningsarbejder, som gav han jobbet. Mogensen valgt fra Det havde været Klints ønske, at Børge Mogensen skulle efterfølge ham som professor. Han var netop den elev, der bedst havde været i stand til at udbrede Klints tanke om møbler til hele folket. Takket været et grundigt forarbejde, blev der for første gang produceret møbler, tilpasset brugernes daglige behov. Netop den dagligdag, som den nye, unge generation levede, skulle indpasses i arbejdet. Det tog tid og det tog lang tid. Dette gjorde Børge Mogensen så i sit arbejde som leder af FDB’s møbelfabrik. Selv om den ellers indflydelsesrige Steen Eiler Rasmussen talte stærkt for Børge Mogensen som Klints efterfølger, blev det Ole Wanscher, der også hørte til kerneeleverne, der blev valgt. Der fortælles flere anekdoter om Klints langsomhed. Engang mødtes han med den aktive og udadvendte finske arkitekt Alvar Alto, der med iver fortalte om sine mange opgaver i ind- og udland . Derefter spurgte Alto, hvad Klint lavede, hvorefter Klint svarede, at han tegnede på et skrivebord. Da de to år senere mødtes fik Klint spørgsmålet stillet igen, hvorefter han svarede lidt irriteret:”Det har jeg sagt dig, jeg tegner på et skrivebord.” Denne holdning gjorde ham sammen med en stor mængde af viden velegnet som underviser, men hans langsomhed, grundighed og samarbejdet med små møbelsnedkere gav en lille, men gedigen, gennemtænk og holdbar produktion. Stolekongen Wegner Stolemageren, stolekongen og verdens mest geniale snedkersvend er nogle af de betegnelser, som er blevet hæftet på skomagerens søn fra Tønder, Hans Jørgensen Wegner. Han var god til at klippe, tegne og skære i træ fra han var ganske lille. Designeren kom til verden i 1914, samme år som vor Nordjyske møbelmager, Børge Mogensen. Da Wegner som 14-årig kom i lære hos snedkermester Stahlberg, hvis værksted fremstillede alt til hjemmet i træ fra stole og borde til senge og ligkister. Hvad han næppe havde forestillet sig var, at en af hans stole, skulle komme til at lægge sæde til USA’s to præsidentkandidater i sidste runde af valgkampen 1960 – og selvfølgelig slet ikke i TV, som først blev opfundet samme år, Wegner kom i lære. Det blev modellen fra 1950, som amerikanerne døbte ”The Chair ”. Så er alt sagt. Den kunne ikke overgås. Se, det mente Wegner nu nok, at den kunne. Wegner skulle videre. Han mente, at man altid kunne forbedre et stykke arbejde. Det gjorde hans så. Ganske vist var han den designer fra perioden af klassisk dansk modernisme af møbler, som fik flest år at producere i. Han fik designet omkr. 1000 forskellige møbler, hvoraf halvdelen var stole. Wegner var uhyre produktiv, hvad der også betød, at han ikke som Klint kunne sidde over tegninger i måneder. Wegner skulle videre. Hans drøm var at blive snedkermester selv. Da han i 1935 skulle aftjene sin værnepligt i København, fik han lejlighed til at se Snedkerlaughets Møbeludstilling med arbejder af bl.a. Mogens Koch, Poul Henningsen og Kaj Gottlob. Her så han de første funktionalistiske arbejder i møbeldesign. Under et kursus på Teknologisk Institut fik han kontakt med elever fra Kunsthåndværkerskolens Snedkerdagskole, der havde til huse på loftet af Frederiks Hospital i Bredgade. Det fangede ham, og han meldte sig. Skolen, hvis leder var Orla Mølgaard-Nielsen, en elev fra Klints skole, var stærkt præget af tanken om funktionalismens udformning fra ældre møbeltypers hovedform. Wegner lærte meget, men han havde sine egne meninger om en fri videreudvikling. En meningsdannelse, som han livet igennem praktiserede. Han udskilte sig fra de øvrige lever, men ikke på en negativ måde. Han gennemførte de to første år, men ikke det sidste. Mølgaard-Nielsen havde lagt mærke til hans specielle evner, så han anbefalede Wegner til Arne Jacobsen og Erik Møller, som var i gang med at tegne Århus Rådhus. Wegner blev ansat til at tegne møblerne til dette ny rådhus (en del af rådhusets Wegner-møbler blev solgt på auktion for få år siden). Nu gik det fremad med syvmileskridt. Vejen frem til den centrale trio i Modern Danish Designs guldalder. En trio af gode venner, som hver for sig bidrog til perioden på meget forskellige idégrundlag for denne utrolige glansperiode. På tidens yderst populære møbeludstilling, Snedkerlaughets Møbeludstilling, så man først Finn Juhl i 1937, i 1938 også Wegner og i 1939 var trioen samlet med Børge Mogensen deltagelse. I Chr. Holmsted Olesens bog i serien Danske Designere får vi et godt indblik i de mest markante møbler fra Wegner tegnebræt. Hovedvægten er lagt på stolene med både The Chair, Y-stole, Påfuglestolen og Jakkens Hvile samt mange flere. Det hele er på en god måde sammenkædet med en beskrivelse af Wegners liv, tanker og idéer. [ Begge bøger fra serien Danske Designere udgivet af Aschehougs Forlag og Louisiana Museet. De er på 84 sider og har hhv. ca. 100 og ca. 150 illustrationer i farve og s/h. Prisen pr. 229,- kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...