Skagen

Bøgsted: Jeg ringer lige til transportordføreren

DF vil presse på for at få hovedvejen mellem Aalbæk og Skagen udvidet

Bent Bøgsted (DF) mødtes mandag på Skagen Havn med havnedirektør Willy B. Hansen og Jens Borup, bestyrelsesformand for FF Skagen. Privatfoto

Bent Bøgsted (DF) mødtes mandag på Skagen Havn med havnedirektør Willy B. Hansen og Jens Borup, bestyrelsesformand for FF Skagen. Privatfoto

SKAGEN:Det var en særdeles handlekraftig folketingspolitiker, der på første dag i skolernes efterårsferie var på Skagen Havn.

Bent Bøgsted (DF) behøvede ikke lytte længe på erhvervslivets udfordringer med den smalle hovedvej mellem Aalbæk og Skagen, før han viste handling i sagen.

Efter kun et kvarter med kaffe i kopperne, foreslog Bøgsted at ringe til Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, så han med det samme kunne blive involveret i planerne om vejudvidelse af hovedvej 40.

Kan kun gå for langsomt

Bent Bøgsted var inviteret til Skagen af havnedirektør Willy Hansen, der sammen med bestyrelsesformand for FF Skagen, Jens Borup, sad om bordet for at fortælle om væksten og de mange arbejdspladser, som erhvervslivet i og omkring havnen skaber.

Historien om succes på Skagen havn er dog også historien om manglende baggrundsinfrastruktur til at bakke væksten op, fordi hovedvejen mellem Aalbæk og Skagen er for smal. Derfor ønsker de folketingets hjælp til at investere i vejen og bakke væksten op.

- Erhvervslivet i Skagen er dygtige til at skabe lokale arbejdspladser, og hvis vi på Christiansborg kan hjælpe til, at det fortsætter, så må vi se at rubbe neglene, siger Bent Bøgsted og uddyber:

- Det er helt tydeligt, at den vej skal udvides, og derfor må vi hurtigst muligt få undersøgt, hvordan økonomien i projektet hænger sammen, så vi kan finde pengene.

Opbakning fra den anden side af jorden

For Bent Bøgsted blev det ikke bare ved ordene. Da han foreslog at pause mødet lidt og ringe til Dansk Folkepartis transportordfører, blev der nikket omkring bordet og straks sad Bøgsted med telefonen til øret. Selvom Kim Christiansen befinder sig på den anden side af jorden og klokken var tæt på sengetid i Taiwan, så blev opkaldet besvaret og sagen vendt.

Kim Christiansen bakker sin nordjyske kollega op:

- Den smalle vej til og fra Skagen er en af de flaskehalse, vi er bevidste om, der skal gøres noget ved. Når der er penge at finde i forhandlinger om fremtidige vejprojekter, så er det oplagt, at investere her, for det er noget der virkelig vil gavne det nordjyske erhvervsliv, siger Kim Christiansen.

Vejudvidelsen blev besluttet af Nordjyllands Amt og delvist gennemført, men da amtet blev nedlagt som led i kommunalreformen overgik vejen til at være en statsvej, og siden er der intet sket. Af de 17 km vej, som skulle udvides, udestår nu 12,5 km.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.