Lokalpolitik

Bøgsted mener ny lov gavner ledige

Virksomhedsvendt aktivering er den bedste på sigt

Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Bent Bøgsted fra Dybvad er lodret uenig med de lokale fagforeningsfolk, der kritiserer den nye aktiveringslov, som han har været med til at vedtage 17. december. De nye regler gælder fra årsskiftet. - Det er rigtigt, at der lige nu er krise og Metal i Frederikshavn oplever fyringer. Men på sigt er virksomhedsvendt aktivering bedst il at få folk i arbejde. Det har undersøgelser vist. De ledige kommer måske ikke i arbejde med det samme, men senere. Bent Bøgsted er også medlem af byrådet i Frederikshavn, og forventer skarp kritik fra sine politiske modstandere, når sagen skal drøftes i aften i byrådssalen. Kritikken går blandt andet på, at Dansk Folkeparti og regeringen med et pennestrøg har fjernet millioner i statsrefusion til aktivering. Det betyder lukning af aktiveringsprojekter og fyringer på jobcentrene i kommunerne. Hvor mange millioner det drejer sig om for Frederikshavn Kommunes vedkommende har svinget meget. Senest beregning viste 47 millioner kroner i manglende statsrefusion og fyring af 60 af de 212 ansattte i kommunens projektafdeling og jobcenter. - Men så stort tror jeg slet ikke tabet af refusionen bliver. Kommunerne skal jo i gang med en udligning imellem sig, forklarer Bent Bøgsted, der ikke har set de beregninger, som lægges frem til byrådsmødet. Han har det godt med de nye reglers hensigt og siger, at han har stemt for af hensyn til de ledige. - Vi får nu stoppet den nonsensaktivering, som kommunerne har gennemført i årevis. Kurser hvor ledige er sat til at finde deres indre fugl eller lægge kabale i fire uger. Der er gennem årene spildt milliarder på den form for aktivering, mener han.