Ulykker

Boeing er i gang med at udvikle ny software til ulykkesfly

Fatale ulykker med Boeing-fly har øget fokus på en særlig software i Boeings MAX-fly. Softwaren udvikles nu.

Flygiganten Boeing er ved at udvikle en ny software til MAX-flyene.

Flygiganten Boeing er ved at udvikle en ny software til MAX-flyene.

WASHINGTON D.C.: Den amerikanske flyproducent Boeing er ved at udvikle en ny software til Boeings 737 MAX-fly.

Det oplyser de føderale luftfartsmyndigheder, FAA, i en pressemeddelelse sent onsdag aften dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Allerede den 12. marts meddelte flygiganten, at man havde i sinde at opgradere softwaren til 737 MAX 8-flyene. Men først nu er udviklingen af den nye software begyndt.

FAA oplyser, at den "løbende evaluering af denne softwareinstallation" prioriteres højt af myndighederne.

Meldingen om den nye software kommer efter to dødelige styrt inden for få måneder med fly af typen Boeing 737 MAX 8.

Efter det seneste flystyrt den 10. marts besluttede EU og blandt andre USA, Australien og Japan, at holde alle fly af typen Boeing 737 MAX 8 og MAX 9 på jorden.

I EU er det den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, der har suspenderet al flyvning med flytypen Boeing 737 MAX 8. Det forbud gælder også i Danmark.

I sin udtalelse nævner Boeing dog ingen sammenhæng mellem den seneste ulykke og softwareopdateringen.

10. marts omkom 157 personer i en flyulykke i Etiopien. Styrtet skete, kort efter at Ethiopian Airlines-flyet lettede fra Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.

Flyet var et Boeing 737 MAX-8. Et fly af samme type styrtede ned 29. oktober sidste år, hvor 189 mennesker mistede livet.

Også det styrt skete kort efter afgang. Her var det et fly fra det indonesiske luftfartsselskab Lion Air, der styrtede i havet.

Siden dengang har der været fokus på en særlig software i Boeings MAX-fly, og der er flyveforbud for MAX-flyene i flere end 30 lande.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst