Lokalpolitik

Bøje Lundtoft forlader politik

V-politikeren skal være sparekasse-chef og må stoppe som byrådsmedlem

Bøje Lundtoft startede sin politiske karriere i Pandrup Byråd. Nu vælger han at trække sig på grund af sit nye job som leder i Sparekassen HvetboFOTO Bente Poder

Bøje Lundtoft startede sin politiske karriere i Pandrup Byråd. Nu vælger han at trække sig på grund af sit nye job som leder i Sparekassen HvetboFOTO Bente Poder

JAMMERBUGT:Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune skal 25. januar beslutte, om byrådsmedlem Bøje Lundtoft kan få lov til at stoppe sit virke som byrådsmedlem. 30-årige Bøje Lundtoft tiltrådte 1. januar en stilling som afdelingsleder i Sparekassen Hvetbo, Saltum. Et job der er uforeneligt med byrådsarbejdet, fordi pengeinstituttets politik kræver, at han ikke er politisk aktiv. Selv om Bøje Lundtoft var klar over, at han måtte sige farvel til arbejdet i kommunalbestyrelsen, da han lagde billet ind på jobbet, har beslutningen bestemt ikke være nemt at træffe. - Jeg har sendt min ansøgning om at få lov til at trække mig. Selv om det er mit eget valg, er det da lidt med blødende hjerte og det har været utrolig svært at smide det politiske arbejde, siger Bøje Lundtoft. Han kom ind i byrådet i Pandrup ved kommunalvalget i 2001 og ved kommunalvalget i november 2005 sendte omkring 350 personlige stemmer ham i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. Bøje Lundtoft føler imidlertid ikke, at der er tale om et svigt fra hans side. - De har jo ikke sat deres kryds ved mig, fordi jeg er en eller anden visionær Venstrepolitiker, de har stemt på mig, fordi de kender mig og de har følt, at jeg er deres talerør. Dem jeg har snakket med, er selvfølgelig trætte af, at jeg trækker mig, fordi de føler, at de mister deres talerør, siger Bøje Lundtoft. Han har i den gamle Pandrup Kommune haft en plads i børne- og kulturudvalget og pt. er han medlem af samme fagudvalg i Jammerbugt Kommune. Desuden er han næstformand i beskæftigelsesudvalget. Han er glad for de nye ledelsesudfordringer, men er også overbevist om, at han kommer til at savne det politiske spil, kollegaerne og det at have indflydelse på de kommunale beslutninger. Og engang får vi ham måske igen at se på den politiske arena. - Der er mange, der har lavet et comeback, siger Bøje Lundtoft.