Bølgedæmpere til Feggesund

Fire af syv betonpontoner ankom torsdag til Thisted Havn, hvorfra de skal slæbes til færgehavnene på Mors og Hannæs.

Villy Dall
En af de 30 ton tunge bølgedæmpere sænkes ned i havnebassinet af en kran fra Th. Thomsen Thisted. Bølgedæmperen er fremstillet i Stockholm og skal senere slæbes til Feggesund. Foto: Peter Mørk
Dronninglund 15. september 2011 20:15

Torsdag eftermiddag nåede de første fire af i alt syv flydepontoner på vej til de to færgelejer ved Feggesundfærgen Thisted Havn, hvorfra de om nogle dage vil blive slæbt til Feggesund på Mors. De fire betonpontoner er støbt hos Svenska Flytpontoner i Stockholm og kom til Thisted på blokvogne via færgen Göteborg-Frederikshavn, oplyser direktør Jørgen Axen fra Danske Flydebroer ApS, Dronninglund, der har entreprisen for færgeselskabet og dermed de to kommuner Thisted og Morsø. Hver ponton vejer 30 ton, er 12,5 meter lang og tre meter bred, og den har en dybgang på 1,3 meter. I næste uge kommer yderligere syv pontoner, der skal placeres på såvel Mors- som Hannæssiden af færgeoverfarten som bølgedæmpere ved indsejlingerne, idet de fortøjes på fjordbunden. Ifølge aftalen skal hele projektet være på plads inden 28. oktober, oplyser Jørgen Axen, der dog satser på at kunne aflevere til færgeselskabet allerede 12. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...