Bølgen bruser stadig ondt

Tsunamien mærkes af mange både i Indonesien, Sæby og på danske skoler

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Hverdagen er en stærk kraft, men vi prøver at være mere til stede, mere sammen og nyde livet, fortæller Henrik Andersen, der var med sin familie på Hong Island, da tsunamien ramte dem. Og den yngste datter, Lise, kom væk fra de tre andre.ARKIVFOTO: BENT JAKOBSEN

Når Vitra Mulyani skal fortælle, hvordan hun har det to år efter den tsunami, der smadrede hendes by og dræbte hendes far og over 226000 andre, lyder der først en lille fnisen i den anden ende af telefonen. At hun først og fremmest er en pige på 17 år, der bliver genert over, at en dansk journalist igen vil tale med hende, fortæller den halve historie. Hun har det bedre. - I am more happy now, jeg er mere glad nu, fortæller hun. - Det er stadig svært at snakke om det, og vi kan være kede af det, men det er ikke så slemt som sidste år. Vitra gik på Junior High School den indonesiske landsby Meulaboh, som NORDJYSKE besøgte og skolebørn på Arden Skole skrev til. Det var Vitra og hendes klassekammerater, der tegnede deres oplevelse af tsunamien. Tegningerne blev sendt til Nordjylland og solgt på en auktion, der gav 14970 kr. til Dansk Røde Kors. I dag er skolen ved at blive bygget op. Den er ikke klar, men det er kun de færreste skoler dernede, og børnene har ikke en stabil hverdag endnu, lyder det fra Dansk Røde Kors" landekoordinator i Indonesien, Peder Damm. - Det går ikke så stærkt, som vi havde håbet, siger han. - Men det kan forklares, fortsætter han. - Hele det offentlige system brød sammen, så meget er væk, og der skal planlægges, inden der kan bygges. Det tager tid at bygge et helt land op igen, konstaterer Peder Damm. Dansk Røde Kors har syv delegater i arbejde plus en mængde frivillige. Bl.a. lærere, der laver aktiviteter med børn efter skoletid, så de kan komme i gang med at grine, lege, spille musik, tegne. Føler skyld Dansk Røde Kors var også allerede før tsunamien i gang med at uddanne indoneserne i at forberede sig på katastrofer, som landet er så rigt på. Det arbejde fortsætter, men i lighed med de andre hjælpeorganisationer regner Dansk Røde Kors med at være ude af landet om et par år. - Så forventer vi, at 80 pct. fungerer normalt, forudser Peder Damm. For Vitra vil det normale for altid være anderledes end før tsunamien. - Min mor og jeg snakker meget med min far. Når vi har problemer, lader vi som, han stadig er her og snakker om, hvad han ville have gjort. Men det er meget hårdt inde i hjertet, fortæller Vitra Mulyani. Hendes far var kommunalt ansat, de kan leve af hans pension og huset kunne sættes i stand, så hun bor i modsætning til de fleste i hendes klasse i sit barndomshjem. Hun går nu i Senior High School og vil være lærer. - Jeg tror, jeg kan lære dem mange gode ting, som de måske ellers ikke kunne lære i en skole, siger hun. Også i Danmark tvinger toårsdagen smerte og triste minder frem. - Jeg kan godt føle skyld over, at vi alle overlevede, siger tandlæge Inge Kjær Andersen, 45 år, fra Sæby. Sammen med sin mand, Henrik også 45 år, og døtrene Anne og Lise på 16 og 13 år, kom hun under bølgen den 2. juledag for to år siden, hvor de holdt ferie på idylliske Hong Island ud for Phuket i Thailand. I foråret fortalte familien i NORDJYSKE om deres tanker, angst og frygt både under og efter de barske begivenheder, hvor de kom væk fra hinanden. Og de fortalte, hvordan de tog tilbage til stedet, genså det hele, sagde tak til dem, der hjalp, og vendte hjem langt gladere end før. Men tsunamien er stadig en del af deres liv. - Jeg har meget kontakt til en mor, der mistede sin søn. Jeg kan ikke give hende så meget, men vil gerne. Det kunne jo have været os, siger Inge Andersen om sine samtaler med Grethe Riggelsen, der medvirker i den ny bog ”Tsunamien” om bølgens indgriben i hendes og en anden families liv. Henrik Andersen tænker også ofte over, hvor ”heldige vi var.” - Vi har det jo godt nu, helt sikkert, men der er da en uro, der skal holdes lidt nede. Jeg skal lige vide, hvor de alle sammen er hele tiden. Men jeg vil gerne, at angsten ikke tager over, for vi har så ufatteligt meget at glæde os over, siger han. Er mere til stede Tsunamien har lært familien at være med til stede, elske livet mere, hinanden også, men det er svært at holde løfterne givet til sig selv og de tre andre, erkender han. - Jeg har igen haft for travlt, som vi ellers havde lovet hinanden, vi aldrig mere skulle have. Men jeg forsøger, siger Henrik Andersen. For Anne er livet lige nu lutter gymnasiefester, men også hun har arbejdet med at finde en måde at rumme bølgen på. Hun handler og var den, der hurtigst fik sig selv på plads. Men de tænker mere på hinanden. - Jeg var i Pakistan for at besøge min veninde i efterårsferien, og da tænkte jeg, at der ikke måtte ske mig noget, for det ville være for hårdt for de andre, fortæller hun, der synes, det er længe siden, men alligevel ”kan huske det hele, som var det sket i går.” Lise var kun 11, da bølgen kastede hende omkuld og væk fra de andre. Hun havde et hårdt år, men blev stærkt lettet af besøget derovre i foråret. - Jeg har det godt, og jeg vil gerne derned, men ikke til jul. Man tænker alligevel noget mere over det i de her dage, men jeg drømmer ikke sådan om det mere, fortæller Lise, der skal med familien og mormor og morfar i kirke 2. juledag. - Det er et godt sted at tænke, og man kan alligevel aldrig glemme det, siger Lise. Det gør andre danske børn heller ikke, hvis det står til de danske lærere. Rundt om i landet har de allerede bestilt 2600 sæt af det nye undervisningsmateriale om børns liv i Indonesien efter tsunamien fra Dansk Røde Kors. En af dem er Anja Godtliebsen, lærer for 6. klasse på Pandrup Skole. - Jeg kan mærke, det optager børnene, og så synes jeg, det er vigtigt, de lærer, at der findes andre problemer end, om man får en ny Game Boy i julegave.