Turisme

Bølgende budskab fra turistchef

Målet for de næste 100 år er at skabe flere havkig i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Når turistchefen skal hentes nede ved Stena Terminalen på havnen, har hans kone svært ved at finde derhen og er i tvivl om, hun nu på vej ind i en opmarchsbås og dermed på vej til Norge eller Sverige. - Og sådan tror jeg mange frederikshavnere og besøgende har det med trafik-havnen. Det er svært at finde rundt, og det er en skam for mange vil gerne derned og se på færgerne, så en af mine visioner for de næste 100 år skal være, at vi bliver bedre til at udnytte vores placering ved havet. Blandt andet ved bedre logistik og oversigt på trafikhavnen. Det fortæller PauliJørgensen forud for det oplæg, han holdt da der lørdag var jubilæumsfest i Turistforeningen for Frederikshavn og Omegn, som forening rettelig hedder. Pauli Jørgensen pointerer, at Frederikshavns vigtigste aktiv er vores geografi. Tæt på Norge og Sverige og i Toppen af Danmark. Den smukke placeringen mellem bakkerne og havet kan og bør udnyttes bedre, og derfor tog turistchefen gæsterne ved fødselsdagsfesten med på et powerpoint-togt langs kysten i Frederikshavn. Turistchefen roste blandt andet det flotte initiativ med den nye promenade, hvor det høje hegn er fjernet, så man nu kan se vandet mellem søsportshavnen og flådestationen. Derefter drejede han ned på trafikhavnen og videre hen til Krudttårnet og siloen. - Jeg kunne godt tænke mig, at området blev udbygget yderligere, så det virkelig blev attraktivt at færdes mellem Krudttårnet og siloen- det der er lavet hidtil er flot, mente han. Forbedringer kan der i allerhøjeste grad også ske lige nord for vindmøllerne, hvor gående bliver mødt med advarselsskilte om kviksand. - Det område er virkelig ikke værd at vise nogen turister, mener han og ønsker også, at det store kloakrør, som møder besøgende og fastboende ved det nye Frydenstrand, ikke bliver liggende de næste 100 år. Men da turistchefen bevægede sig længere mod nord, så steg humøret, da han passerede Rønnehavnen og palmestranden. Her er der i høj grad adgang til vandet. Lidt længere nordligt kunne et ønske så være, at man fik virkeliggjort planen om en sti langs havet fra Frederikshavn helt op til Strandby. Et andet ønske kunne være, at man fik realiseret projektet med vand ind til Fiskerklyngen sådan som det var i gamle dage. Lad vandet komme til byen hedder projektet, som Pauli Jørgensen betegnede som genialt. Den slags initiativer skal der være mange af i fremtiden. - Det er som om vi har brugt de sidste 100 år på at gøre det vanskeligt at komme til havet i Frederikshavn. Lad os bruge de næste 100 år på at få byen og havet til at smelte mere sammen for alt hvad der ligger i nærheden af havet eller har havudsigt er utrolig attraktivt.