Musik

Bølger af lyd og lys

Musikskolen i Thisted får et lyskunstværk, der vil afspejle aktiviteten i huset

En lysinstallation skal oplyse musikskolens facade, og ændringerne i lyset vil afspejle den musikalske aktivitet. Foto: Kollision Aps.
En lysinstallation skal oplyse musikskolens facade, og ændringerne i lyset vil afspejle den musikalske aktivitet. Foto: Kollision Aps.

Opdateret 30. august 2018 kl. 11:25

THISTED: Hvor meget gang i den er der på musikskolen?

Det vil forbipasserende på Tingstrupvej i Thisted i fremtiden kunne orientere sig om ved at kaste et blik på facaden af den nye bygning.

Arkitektfirmaet Kjaer & Richter, der har stået for byggeprojektet med overskriften Kulturrummet, har afsat 500.000 kr. til kunstnerisk udsmykning. Pengene bruges på en installation, som vil oplyse muren over glaspartiet og hovedindgangen til den nye musikskole.

De farvede lyskilder placeres i toppen af murværket - mellem selve musikskolen og det søjletag, som er opført foran bygningen. Efter mørkets frembrud vil et strejflys oplyse facaden.

- Det vil understrege husets struktur med oplyste murstensflader og markerede fuger. Samtidig vil søjlerne foran stå som mørke, kontrastfulde silhuetter, fortæller Rune Nielsen, partner i Aarhus-firmaet Kollision Aps., som står for værket, "Lydbølgen/lysbølgen".

Men når der bliver spillet musik inde i huset, vil lyset ændre karakter.

- Lyset bliver en indikation på det liv, der er i huset. Jo mere intensitet, der er i musikken, jo mere vil lyset bevæge sig op og ned, fortæller han.

Værket er udviklet specielt til Kulturrummet.

- Det er en idé, som vi har gået og grublet over. Nu har vi fundet det rigtige sted, siger Rune Nielsen.

Installationen af værket begynder i dag, torsdag, og Rune Nielsen regner med, at det kan prøvekøres engang i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden