Gymnasiale uddannelser

Bølgerne går højt på gymnasiet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gymnasiets nye logo kommer op på gavlen i stort format.

Bølgerne kommer til at gå højt på Hobro Gymnasium og HF-kursus, når elever og lærere vender tilbage efter en velfortjent sommerferie. 1. august skifter gymnasiet nemlig officielt navn til "Mariagerfjord Gymnasium", og som blikfang har skolen valgt et logo med blå bølger. Logoet er blevet til efter en idekonkurrence, hvor tre lærere og 14 elever bød ind. Vinderideen kom fra Anne Koefoed Johnsen, der netop har fået studenterhuen på hovedet - og logoet er siden rentegnet af Tina Woods fra Prinfohobro, der selv er student fra Hobro Gymnasium. De blå bølger symboliserer naturligvis Mariagerfjord Kommunes geografiske bindeled, fjorden, og den særligt høje bølge kan opfattes som en frisk gymnasiebølge, der bidrager til bevægelse i fjordområdet. Anne Koefoed Johnsen, der sidste år tog billedkunst på B-niveau, er en ivrig tegner, men hun har ikke tidligere prøvet kræfter med et logo. - Men det er fedt, at mit logo bliver skolens i mange år, siger Anne Koefoed Johnsen, som i øvrigt har ambitioner om at blive illustrator. Det nye logo vil naturligvis blive brugt på skolens hjemmeside og på brevpapir og andre tryksager. Men det skal også bruges i stort format. Logoet kommer til at pryde gymnasiets facade mod syd, på samlingssalens gavl. Skiltet bliver afsløret onsdag 13. august, som er første skoledag efter ferien. Klokken 11.30 samles elever, personale og bestyrelsesmedlemmer udenfor for at bivåne, når borgmester H.C. Maarup (S) lader "skriften på væggen" komme til syne.