Bøller skal bekæmpes

Desværre har vi endnu engang været vidner til danske fodboldbøller, der gik amok.

Denne gang gik det ud over flere togvogne, der blev smadret. Pinsens episode var endnu et eksempel på, hvordan en lille hård kerne af fanatiske fodboldfans ødelægger fodboldens omdømme for de mange, der elsker sporten. Vi kan ikke i Danmark være tjent med en sådan opførsel. Det er helt nødvendigt, at vi griber aktivt ind og får forebygget den vold og de uroligheder, der opstår i forbindelse med fodboldkampe. Fodboldbøllerne skal bekæmpes. Derfor har jeg også – i tæt samarbejde med fodboldklubber, fanklubber og politiet – taget initiativ til ny lovgivning, som netop er blevet vedtaget af Folketinget. Med loven, der træder i kraft 1. juli, får politiet og fodboldklubberne mere målrettede og effektive redskaber mod den hårde kerne af personer i hooligan-miljøet. Det centrale element i loven er en ny karantæneordning, som giver politiet mulighed for at skride hurtigere ind over for de voldelige hooligans og give dem op til to års karantæne. Med den nye lov kan politiet – når visse betingelser er opfyldt – forbyde en person at opholde sig i nærheden af alle fodboldstadions, hvor der spilles vigtige fodboldkampe. Forbuddet gælder fra 6 timer før og indtil 6 timer efter kampene. Det er mit håb, at vi med det nye initiativ kan sikre, at sikkerheden omkring fodboldkampene øges, således at det store flertal af fredelige tilskuere kan gå til fodbold uden at skulle bekymre sig om optøjer.