Lokalpolitik

Boelt fik mere end de tre Sindal-udfordrere tilsammen

SINDAL:Arne Boelt har draget to konklusioner af det resultat, der blev offentliggjort torsdag aften i forbindelse med Socialdemokraternes urafstemning om valg af partiets borgmesterkandidat til storkommunen. - Jeg fik først resultatet sent om aftenen, fordi jeg var på arbejde. Nu har jeg haft lejlighed til at tygge på det, og det får til at sige to ting: Finn har haft et meget flot valg, men samtidig kan jeg godt forstå - med baggrund i de problemer, der har været i Sindal - hvis der har siddet medlemmer i Hjørring, Løkken-Vrå og Hirtshals, som har tænkt om mig: "Hvad er det for en ballademager, ham der i Sindal, vi må hellere stemme på det sikre", forklarer Arne Boelt. Han håber nu, at Sindal-striden er et overstået kapitel, når 2. runde går i gang - en strid, der stammer fra sidste år, hvor han blev fyret som udvalgsformand p.g.a. sin åbenmundethed. - Men jeg håber og tror på, at det fnidder-fnadder nu er slut. Det bliver en svær opgave at få folk til at stemme anderledes i 2. runde, men under alle omstændigheder glæder jeg mig over, at der nu bliver 100 procent rene linier, siger han. Han noterer sig i øvrigt, at de øvrige Sindal-udfordrere ikke trak voldsomt meget. - De tre andre fik jo 10, 10 og 14 stemmer, siger Arne Boelt, der selv fik 84.