Boelt: Vanvittig forklaring om lukket julefrokost

Folk, der var til festen, kan slet ikke genkende politiets udlægning af begivenhederne, siger Hjørrings borgmester

Arne Boelt (S), Hjørrings borgmester, har bedt om at få en redegørelse fra politiet efter julefrokosten i Sindal Hallerne.Arkivfoto: Peter Broen <i>Peter Broen</i>

Arne Boelt (S), Hjørrings borgmester, har bedt om at få en redegørelse fra politiet efter julefrokosten i Sindal Hallerne.Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

SINDAL:Den store julefrokost i Sindal Hallerne lørdag aften blev lige pludselig landskendt. Det skete, da historien om, at festen var blevet lukket af politiet, og de omkring 700 gæster i hallerne var blevet sendt hjem, gik landet rundt. Angiveligt fordi der havde været så meget ballade og slåen på tæven, at politiet havde besluttet sig for at lukke festen.

- Det passer bare ikke - det er simpelthen ikke rigtigt. Flere af gæsterne har sagt til mig, at de stille og roligt tog deres tøj og gik ved 01.30-tiden, da festen skulle slutte ifølge programmet - og at de aldrig opdagede, at der havde været ballade. De så ikke engang politiet, siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S).

Har bedt om redegørelse

Derfor har han nu bedt om en redegørelse fra politiet om sagen i Sindal.

- Der er nogen, der har lavet ballade. Ingen tvivl om det. Tre blev anholdt, og den ene er blevet varetægtsfængslet - og sådan skal det være. Det er godt arbejde.

- Men der er et eller andet, der er gået helt galt med det, som politiet har kommunikeret ud til pressen, for den her historie med, at politiet lukkede festen, og at 700 mennesker blev bedt om at rejse sig, tage deres tøj og gå hjem, er altså ikke rigtig. De erhvervsfolk, jeg har snakket med, er villige til at fortælle, hvad det er, de har oplevet. Og det er altså noget helt andet end det, som er kommet ud i medierne, siger Arne Boelt.

Sluttidspunkt diskutabelt

Derudover vil han også gerne have fastslået, hvordan festens sluttidspunkt skal forstås.

- Jeg har fået at vide, at når tilladelsen går til klokken 01.30, skal musikken stoppe, og lyset tændes klokken 01.15, og alle skal så være ude og festen opløst klokken 01.30. Men det kan jo ikke lade sig gøre at få så mange mennesker ud og væk i taxaer eller busser på så kort tid, siger Arne Boelt.

Som i øvrigt minder om, at hvad der sker ude på vejen, når gæsterne har forladt hallerne, kan arrangørerne ikke gøre noget ved.

- Idrætsforeningens beføjelser stopper ude ved fortovet, siger Arne Boelt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Topchef stopper omgående på stor nordjysk arbejdsplads
Luk