Bøn er ikke et tryllemiddel

Folk strømmer til helbredelsesgudstjenester. I Folkekirken beder man også for syge hver søndag

AALBORG:Charles Ndifon fra Nigeria er på vej, og i den forløbne uge har den afrikanske prædikant Robert Bwalya fra Zambia været på besøg i Apostolsk Kirke på Hadsundvej i Aalborg. I aften er han i kirken for fjerde aften i træk for at bede for mennesker, som er syge eller i åndelig nød. I en såkaldt Åndelig Klinik, som blev åbnet efter prædikantens besøg sidste år, beder han og hans følge i Jesu navn - og så sker der undere, hævder han. I reklamerne for Robert Bwalyas besøg beskrives han som helbredelsesprædikant. Tilstrømningen til de massemøder i Jesu navn, som prædikanterne fra de fremmede kontiinenter holder på deres turneer til danske byer, er umiskendelig. Folk kommer i hundredevis i tllid til, at det vil hjælpe dem fri af sygdom og andre lidelser at gå frem og blive bedt for. Det har jo hjulpet mange andre, hører man. Forbøn og løfter For de fleste danskere uden for frikirkerne er forbøn fremmed i den form, man oplever på de store helbredelsesmøder. I folkekirken er kirkegængerne uvante med at træde frem eller at blive nævnt i en offentlig forbøn - men det betyder langtfra, at forbøn er fremmed i den religion, de fleste af os er døbt til: Hver eneste søndag beder præsten i folkekirken for syge. Det sker i den såkaldte Kirkebøn, og som regel hører vi den fra prædikestolen lige efter prædikenen. der er her, præsten også beder for dronningen og hele hendes hus og for regering og folketing. Det, der derimod skiller helbredelsesprædikanternes forbøn fra de bønner, flertallet af danske præster beder, er først og fremmest de løfter, der udstedes i tilknytning til forbønnen, og den retorik, som bruges i bønnerne. Helbredelsesprædikanterne - og det ligger jo også i betegnelsen - går ikke af vejen for at love, at Jesus på deres befaling vil helbrede den syge, mens den slags forudsigelser ikke på samme måde knyttes til forbøn på sædvanlig dansk maner. Bøn og magt Biskop over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas, går - naturligt nok - ind for den folkekirkelige tradition, og det ikke kun som et udtryk for smag men med denne begrundelse: - Bøn er ikke en måde, hvorpå vi kan få magt over Gud. Bøn og forbøn er ikke et tryllemiddel men udtryk for, at vi stoler på Gud, siger han. Det grundlæggende i kristendommen er, siger biskoppen, netop tilliden til Gud. - Det er tilliden til, at vi er i Guds hånd både i lykkelige og ulykkelige dage, siger Lodberg Hvas. Det er en del af menneskelivets vilkår, at vi kan blive syge, sådan som vi ved, det er et vilkår, at vi skal dø. Vi kan ikke unddrage os lidelsen. Biskoppen understreger, at også i den danske kristne tradition er bøn både selvfølgelig og almindelig, og det er forbøn også. - At bede til Gud både for sig selv og for andre er en helt naturlig ting og helt legalt. Hvis man er syg, beder man selvfølgelig, og bliver ens barn eller andre syge, beder man da også for, at de må blive raske. Det kan vi gøre for os selv, og det kan præster gøre - og de gør det naturligvis i stor udstrækning, f.eks. på sygehusene. Bøn og svar Det, jeg ikke bryder mig om, siger Søren Lodberg Hvas, er de iscenesatte seancer, hvor man indgiver den opfattelse, at nogle har særlige bønsevner og står nærmere Gud, og hvor man giver selv alvorligt syge forhåbning om helbredelse. Vi ved jo, siger biskoppen, at spontane helbredelser forekommer, men det er aldrig bevist, at der virkelig sker helbredelser ved disse møder. - Jesus udvirkede undere... - Ja, men den følelsessvulmende stil genkender jeg slet ikke i Ny Testamente om Jesu liv. De mirakler, vi hører om, er tegn, der peger frem mod Gudsriget, ikke opskrifter på, hvordan vi kan manipulere Gud til at befri os for menneskelivets lidelser. Jeg betragter det som åndelig manipulation og en forvrænget virkelighedsopfattelse, når man vil splitte tilværelsen op i det, som man kan forstå, og som derfor ikke har noget med Gud at gøre, og det, man ikke kan forstå, - og som så må være noget guddommeligt. Biskoppen kan godt forstå folks lyst til at prøve alt, hvad der er muligt. - Men det er betænkeligt og ubarmhjertigt, at man lader som om disse helbredelser sker. den syge efterlades jo i den dybeste fortvivlelse, hvis - jeg vil sige - når det ikke sker. Så vender fortvivlelsen indad - Vil Gud så ikke have noget med mig at gøre? Tror jeg for lidt? Man skubber mennesker helt ud i mørket, siger Søren Lodberg Hvas. Og det er noget ganske andet, mener han, end at styrke mennesker i at lægge skæbnen i Guds hånd og stole på, at der er man tryg, uanset hvordan det vil gå.