Bøn for Sonja i Volsted Kirke

Sognepræst Gunnar Andersen talte om og bad for Sonja og hendes familie

VOLSTED:Det var en helt almindelig gudstjeneste og så alligevel så langt fra i Volsted Kirke klokken 10 i går formiddag. Sognepræst Gunnar Andersen talte om det forfærdelige og frygtelige, der var overgået hele sognet med drabet på den 10-årige Sonja Emborg i Mjels torsdag formiddag. - Sonja mistede livet, og det sorte mørke er over os midt i det hele. Det utænkelig og det ubærlige er sket, indledte Gunnar Andersen sin prædiken. Der var fyldt op i den lille landsbykirke, for der var også barnedåb i går formiddag. En glædelig begivenhed, der fik lov til at fylde, og menigheden kunne glæde sig over det lille barn, der blev døbt. Men i sin prædiken talte Gunnar Andersen også om den store tragedie i Mjels. - Gråden sidder os i halsen og tårerne løber ned af kinderne, sagde han og talte om, hvordan man kommer videre med livet midt i sorgen og savnet: Præsten henvendte sig direkte til menigheden: - Kære menighed, vi kan være ambassadører for kærlighed, giv ud af den, så den breder sig som ringe i vandet. Det gode får kraft. I fælleskab skal vi skue gennem mørket og se lyset. Lad glæden komme ind samtidig med, at vi bærer på tab og sorg. Lad os fylde med massiv kærlighed og glæde. Gunnar Andersen bad menigheden glæde sig over barnedåben og over den glæde det er, at et lille nyt barn skal i gang med livet. Det er midt i det hele godt, at glæden får lov at komme ind, sagde sognepræsten, der sluttede med at bede for Sonja og hendes familie: - Vi beder for Sonja og familien og for at familien igen skal få et liv. Gud, du er livets kilde, fyld os med styrke og frimodighed og glæde og fyld os med kærlighed. Kom med din trøst. Vi beder dig at bede for dem, der ikke kan holde ud at se sig selv i spejlet. Gunnar Andersen talte over dagens tekst, Lukasevangeliet kap. 19, vers 1-10, om Zakæus, en rig og upopulær overtolder. Han klatrede op i et træ for at få øje på Jesus midt i menneskemængden i Jeriko, og da Jesus så Zakæus bad han ham om at komme ned fra træet. "I dag skal jeg være gæst i dit hus", sagde Jesus til Zakæus, som tog imod og gav halvdelen af hvad han ejede til de fattige - ja han blev så begejstret, at han gav det firdobbelte tilbage, hvis nogen følte sig snydt af ham. - Beretningen om Zakæus, der er klatret op i et træ, er også beretningen om en mand, der er gået i sort, som ikke længere kan holde ud at se sig i spejlet, fordi han er gået over til fjenden. Midt i al skammen kom Jesus og sagde, at han ville give ham kraft og styrke og ville give ham glæde og fred. - Zakæus tænkte nok, at det var alle de gode mennesker, som fik besøg af Jesus, men det er når det er værst for os alle, når det hele brænder sammen, at Jesus kommer og standser op og er indbegrebet af massiv kærlighed. Ligesom den kærlighed vores lille barn, der er døbt i dag, oplever, sagde Gunnar Andersen.