Bøn og tillid

Bøn er det sandeste og mest ægte udtryk for troens grundmenneskelige livsholdning. I den viser man, at hele ens liv er afhængig af en magt, der på én og samme tid langt overstiger vores menneskelige fatte- og bemægtigelsesevne på den ene side, men som i evangeliet på den anden side alligevel forkyndes at være blevet som én af os. Og som sådan har delagtiggjort os i sin kærlige magt.

At det er en kærlig magt, véd vi af, at det er Jesus Kristi magt. Det er en frelsesmagt. Og det er en evighedsmagt, der ikke alene har tanke på vores jordiske eksistens, men på det, som man med et bibelsk udtryk har kaldt for vores evige salighed. Salighed er større end al jordisk lykke, der er porøs og skør som fin porcelæn. Guds magt er Kristi magt og er ikke hverken skør eller skrøbelig, selvom der er blevet slået hårdt på den. Kristi magt er barmhjertighedens, nådens, tilgivelsens og kærlighedens magt - nogenlunde énsporet rettet mod Guds elskede skabninger og børn. Udtrykt dogmatisk i inkarnationen, som direkte oversat betyder i-kød-blivelsen. I bønnen, uanset indhold, rettes hele det menneskelige sind direkte ind mod denne Skaber- og frelsermagt. I det, man hos mennesket kunne fristes til at kalde ’lykkelig afmagt’. Man kunne også kalde det for tillid. Dén tillid, der med en lettere omskrivning af Martins Luthers formulering er det samme som at overgive sin sag til Kristus, så han for Gud kan føre den igennem til frifindelse og frelse. Oftest forbinder vi afmagt med noget forfærdeligt. Fordi vi navnlig bli’r opmærksomme på den, når vi i en fortvivlet situation desperat forsøger at ændre på vilkårene. Men at være afmægtig over for Gud, er at være lykkeligt prisgivet Guds kærlighed og barmhjertighed. Den sætter man sin lid og hengiver sig i troen til, fordi den ved Jesu Kristi mellemkomst har vist sig definitivt at være os kærligt og nådigt stemt. At Jesus har dette særlige syn for bønnens sindelag, viser sig f.eks. i, at han i Bjergprædikenen alvorligt formaner os til i forbindelse med bøn ikke lade munden løbe. Eller når han samme sted forsikrer os om, at han allerede véd, hvad vi vil bede ham om, hvorfor vi blot kan ’nøjes’ med at bede fadervor. Kristi egen bøn, i hvilken vi tiltaler den himmelske Gud som vores far. I bønnen optager vi derfor det elskede barns forhold til sin elskede far. Båret af tro, tillid og hengivenhed. Og skjult heri tilmed en uforbeholden tro på, at hans er ’riget, magten og æren i evighed’. Alt dette afhænger ikke af, hvad det er, vi be’r om. Der findes ingen hverken skrevne eller uskrevne regler for, hvordan en bøn skal lyde som kristen. Det gør der i alle andre religioner, som f.eks. islam og jødedom. Masser. Vigtigt for den kristne er blot, at der ikke er nogen tvang over den. Man skal ikke bede. Evangeliet er frihedens sag, fordi Guds kærlighed ikke kan tvinge med magt og udvendigt styrke, men kun med ånd og sandhed. Og med den fortryllende magt, som kærlighed udøver over et hvilket som helst menneske. Som kristen be’r man, fordi kan ikke kan lade være. Og fordi bønnen er en helt naturlig del af det tillidsbårne gudsforhold. Bønnen er et udtryk for tro og tiltro. Og da troen ikke er psykologi, fordi troen i kristelig forstand altid er rettet væk fra én selv hen imod den Kristus, til hvem man har hengivet sit liv – derfor er bønnen som en ytring af tro også altid rettet udad mod Gud, som den på én gang forskellige og dog dybt fortrolige magt. Det er netop, fordi Gud ikke er vores, at vi i tro og bøn henvender os til ham. Og for den kristne ydermere i en for alvor indgribende overbevisning om, at Gud i Kristus selv har taget det afgørende skridt hen imod os. I en slags modsatrettet bøn om, at vi må blive hans – igen. Var Gud vores, ligesom Kristus så også ville være det, lå alt i vores egen magt. Og vores afmagt var vores egen "magt", og vores fortvivlelse og angst, vantro og synd vedblev med at være vores trælbundne virkelighed, hvorfra der ingen udvej er. Og ingen bøn, ingen tro, intet levende håb, ingen handlingsmuligheder eller ord ville kunne ændre ved spor. Lutter uvejsomhed alle steder. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.