Bør hedde Iscenter Nord hver dag

Hallen skal markedsføre Frederikshavn og ikke et privat firma

FREDERIKSHAVN:Elite Nord Frederikshavn får 400.000 sponsorkroner, hvis man kan kalde Iscenter Nord for ”Thorø Hockey Arena” i forbindelse med FIK’s elitekampe i centret. - Men det bryder vi os absolut ikke om, erklærer næstformand i kultur- og fritidsudvalget, socialdemokraten Cai Møller, der understreger, at det er hele udvalgets opfattelse, at det er en udpræget dårlig idé. Baggrunden for at give iscentret - i daglig tale kendt som skøjtehallen eller isstadion - et nyt navn er, at Elite Nord kan indgå en aftale om et toårig sponsorat med Thorø’s Industri- og Skadeservice. - Vi er opmærksomme på, at det for Elite Nord betyder meget rent pengemæssigt. - Men det er os - Frederikshavn Kommune - der har bygget hallen. Den har fået navnet Iscenter Nord for at markedsføre netop Frederikshavn. Det navn har alle brugere - også skøjteløberne og curlingspillerne - været enige om fra begyndelse, fortæller Cai Møller. Flimmer Udvalget kan ikke acceptere, at hallen hedder ”Thorø Hockey Arena” de par gange om ugen, der spilles ishockey på eliteplan. - Det giver ”flimmer på skærmen”, at en ishockeykamp skal annonceres spillet i en hal med et navn, der ikke eksisterer, mener Cai Møller. På den anden side forstår udvalget godt Elite Nords intentioner, så derfor er man indstillet på en dialog. Hans Ulrik Vadmand og Cai Møller fra kommunens kultur- og fritidsudvalg mødes i nærmeste fremtid med Elite Nord. Uanset om der på dette dialogmøde findes en løsning, er det under alle omstændigheder Frederikshavn Byråd, der skal give den endelige tilladelse til at Iscenter Nord må hedde noget andet, når FIK - Frederikshavn White Hawks - spiller elitekampe i Oddsetligaen. Det påvirker ikke politikerne, at der allerede er trykt Thorø Hockey Arena på de nye sæsonkort. - For min skyld må de skrive, hvad de vil på klubbens sæsonkort. - For mig at se er det en bevidst handling - en selvskabt plage, siger Cai Møller. Mogens Andersen, direktør i Elite Nord Frederikshavn A/S, kan ikke bekræfte beløbet 400.000 kroner, men erkender, at der er tale om et sekscifret sponsorbeløb. Elite Nord mister pengene, hvis man ikke får lov at kalde hallen for Thorø Hockey Arena. - Det er dyrt at drive en ishockeyklub i dag. På den lange bane kan det betyde, at vi mister muligheden for at vise ishockey på allerhøjeste plan i Frederikshavn. - Hvis vi ikke får de indtægter, vi forventer, må vi jo sadle om og måske satse mere på andre type spillere. Så kan vi måske ikke være med der, hvor det er rigtig sjovt. - Det vil være træls både for os og for byen, understreger Mogens Andersen. Han ser frem til et dialogmøde med repræsentanter for kultur- og fritidsudvalget. Men det haster, for første hjemmekamp er den 22. september.