Børn af computere

Fire nordjyske børn skal af forskere kigges efter i sømmene i Costa Rica

AALBORG:Der er en verden til forskel på den måde, Lærke Kersten fra Aalborg bruger computeren, og den måde hendes mor griber tingene an. Hendes mor er - som mange voksne - lidt tøvende, usikker og famlende. Lærke Kersten går bare i gang. Går det helt galt, så kan man jo altid genstarte maskinen. - Jeg bruger computeren til kommunikation, og når jeg skal lave opgaver i skolen, fortæller Lærke Kersten. Hun har tændt for computeren hver dag og har svært ved at forestille sig, hvordan hun skulle kunne klare sig uden. Og den flittige brug af og den helt naturlige måde, computeren indgår i hendes hverdag, betyder, at hun sammen med tre andre nordjyske børn og fire fra Københavns-området skal på en tur til Costa Rica. Der kommer ialt 42 børn fra hele verden til konferencen i Costa Rica. I halen på dem følger en række forskere, som vil kigge børnene og deres arbejdsmetoder efter i sømmene. En af dem, der skal med, er ph. d. studerende Thomas Ryberg fra Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Han fortæller, at projektet skal være med til at bekræfte - eller afkræfte - de store forventninger, man har til, hvad man kan lære af unge menneskers måde at arbejde på. Unge mennesker som har en helt utvungen og aldelse ukompliceret tilgang til alt, hvad der hedder ny teknik. På forhånd har de danske børn lagt sig fast på, hvad de vil arbejde med. Valget faldt på fattigdom. Og på konferencen i Costa Rica skal de komme med deres bud på, hvordan fattigdomsproblemet kan løses. I virkeligheden kunne de have valgt et hvilketsomhelst problem, fortæller Thomas Ryberg. Københavnerne var da også mere interesserede i at arbejde med miljø, men de blev argumenteret på plads af det nordjyske hold. Det interessante for forskerne er at kigge nærmere på, hvordan de unge arbejder. - Vi vil følge dem ret intensivt ved at observere og filme, hvordan de arbejder med den her problemstilling. Se på hvordan de inddrager teknologien, og se på hvordan de bruger teknologien til dels at præsentere det, men også komme med nogle løsningsforslag. Vi håber, vi ser nogle rigtig kreative ting fra de her unge mennesker, ting som vi ikke selv ville være kommet på, siger Thomas Ryberg. Forleden var tre af de fire unge nordjyder forbi Aalborg Universitet. Her holdt de via computerne en on-line-konference med resten af det danske hold, som befandt sig i København. Her diskuterede de, hvad man skulle tage fat på. Det foregik via et chat-program på computerne, hvor de sad og skrev til hinanden. Og mens de ivrigt diskuterede, listede Thomas Ryberg rundt og holdt øje med, hvordan det foregik. Alt hvad der blev "sagt" på chatten blev gemt, så han senere kan tage hele "samtalen" op igen og nærlæse den. Det, forskerne håber på, er, at man kan afkode den måde, de unge arbejder med den nye teknik og bruge den som en del af den almindelige undervisning.